Der er lagt op til en svedig aften med høj fest-stemning, når DJ-ikonet Kato, alias Thomas Vittrup, fredag den 15. april sparker liv i dansegulvet i Gørlevhallen.
Der er ingen tvivl om, at energiske Kato har indtaget DJ-tronen herhjemme - for nyligt modtog han en seer-bestemt Zulu Award for årets danske hit »Hey Shorty«, og med sine remix og ekstremt dansevenlige og cool versioner af store hits har han kultstatus på klubber og radiostationer.
Sjus med Ida og Camille
Ved koncerten vil Kato skifte mellem clubmix og indslag med stjerner på scenen som gæstevokalister. Blandt andre Jon Nørgaard (de to har mega-hittet »Turn The Lights Off« sammen), rapperen Clemens og pop-sildene Ida Corr og Camilla Jones (kendt for henholdsvis »Let Me Think About It« og »The Creeps«), der for nyligt tog initiativ til samarbejdet med Kato om singlen »Sjus«.
Flere af dem medvirker på DJ Katos nyudsendte album »Discolized 2.0«, der som titlen antyder er en opdatering af debutalbummet.
DJ Kato & Friends kan også opleves til sommer på Kalundborg Rocker.
