Saltrup: En god skole lige i nærheden var én af de ting, der tiltrak koncerndirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen, da han sammen med familien flyttede til landsbyen Saltrup i Gribskov Kommune for fem år siden. Men i et forslag til en ny skolestruktur står Tingbakkeskolen, hvor hans tvillinger går i 2. klasse, til at miste sin overbygning. Hvis det sker, vil familien flytte fra kommunen, da Mads Krogsgaard Thomsen ikke vil udsætte sine børn for et skoleskift, når de bliver ældre.
- Så vil jeg overveje at flytte og finde et nærmiljø i en anden kommune med stabilitet i enten en folkeskole eller privatskole. For det er vigtigere, at børnene trives, end hvor man bor, siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Flere forældre vil tage konsekvensen og flytte, mener professor på Center for Landdistriktsforskning ved SDU, Gunnar Lind Haase til Frederiksborg Amts Avis. Og det udvander lokalsamfundet.
- Problemet er, at når børnefamilierne flytter, så er der ingen til at tage initiativ. Foreningslivet lukker simpelthen, siger han.
Udmeldingen fra familiefaren gør indtryk, men skræmmer ikke formand for Børneudvalget, Anders Gerner Frost (K),
- Det er jo altid bekymrende, når nogen melder sådan ud. Men det vil være umuligt at tage beslutninger ud fra, at nogen vil flytte, siger han og hæfter sig ved, at man ikke lukker nogen skoler helt.
