- Vi glæder os til at stikke fingrene i bolledejen, siger Kevin Jørgensen, der sammen med sin hustru overtager Conditoriet på hjørnet af Støden og Ringstedgade.
Gennem 12 år har de drevet Rustikbageriet i Blovstrød, hvorfra Kevin også forsyner sin bedre halvdel på Café Fru Jørgensen i Sankt Ols Gade 24 med bagværk lavet på langtidshævet surdej.
Parret åbner i Støden 1 fredag 1. september, og holder åbent lørdag med, hvorefter de lukker indtil torsdag for at gennemføre de indledende ændringer i forretningen, der fremover kommer til at hedde Rustikbageriet Café og Konditori.
Hører til i Roskilde
Rustikbageriet i Blovstrød er nu sat til salg, mens parret fortsat vil drive Café Fru Jørgensen i Sankt Ols Gade.
- Vi vil gerne have samling på det. Vi hører til i Jyllinge og Roskilde, og nu kan vi arbejde sammen igen. Vi kan ikke undvære hinanden, siger Maj-Britt Jørgensen.
Parret overtager en velfungerende forretning med masser af stamkunder fra Robert Laulund, der åbnede Conditoriet i 2018. I første omgang vil de lave mindre ændringer i butikken, men på lidt længere sigt vil de installere en stenovn i stueplan, så de mange cafégæster kan iagttage Kevin Jørgensen bage sit surdejsbrød.
Større udvalg
Han vil også installere langtidshæveskabe i kælderen, så bagværket kan hæve i 24 timer. I butikken kommer kunderne også til at kunne vælge mellem smørrebrød på eget rugbrød, salater, smoothies og sandwiches. På sigt kommer der også nye montrer, så udvalget af kager kommer mere til sin ret.
Stødens nye bagerpar kommer med deres eget team fra bageren i Blovstrød, men overtager også det eksisterende personale i Conditoriet, mens Fru Jørgensen kommer til at pendle lidt mellem de to butikker.
Mere tid til sønnen
Det er med blandede følelser, at Robert Laulund nu overdrager det populære konditori til sine efterfølgere. Imidlertid har han efterhånden så mange muffins i luften, at han bliver nødt til at slippe én af dem.
- Jeg elsker Conditoriet, men man skal også være her rigtigt meget. Jeg er fuldtidsfar til en søn på ti år, og det er svært at være der for ham med den udvikling, han er inde i. Jeg kan ikke være alle steder, så jeg må droppe ét af mine koncepter, erkender Robert Laulund, der har haft kraftigt vind i sejlene i Conditoriet efter en hård opstart med corona og energikrise.
Den energiske Robert Laulund har været selvstændig, siden han var 21 år, og han har sideløbende med driften af Conditoriet kommet til at kaste sig ud i flere andre iværksætterier. Disse inkluderer blandt andet at køre ud med foodtrucks til events med is, shakes og kaffe – og sågar at sælge selvsamme foodtrucks til nye selvstændige.
- Jeg designer og laver vognen til dem, og så kan folk komme ud og tjene penge uden risiko. Den type arbejde er også nemmere at styre med en søn derhjemme, siger han.
