Borgere raser mod Kamp og Sass Larsen

Flere borgere i Køge reagerer nu på S-formand Tommy Kamps og folketingsmedlem Henrik Sass Larsens totale afvisninger af, at de skulle have fået noget gratis på Vanilla som del af en underhåndsaftale med cafeejer Murat Kitir.

- Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de bare vifter med armene og siger, det ikke passer. Jeg har siddet på Vanilla mange gange, hvor de også har siddet der, og der blev langet drikkevarer ud til dem i stride strømme. De betalte aldrig, det var tydeligt. Jeg har i hvert fald aldrig set det, siger Flemming Jørgensen, der mener, det er på tide, at tingene bliver lagt frem.

- Det er på tide, at vi alle står frem og siger, hvad vi ved. Borgerne er simpelthen nødt til at vide, hvad det er for nogle mennesker, vi stemmer på, siger Flemming Jørgensen.

Flemming Jørgensen er blot en af de borgere, der har henvendt sig til DAGBLADET Køge og sn.dk i kølvandet på, at Tommy Kamp og Henrik Sass Larsen blankt har afvist at have spist gratis.

DAGBLADET Køge har bedt Henrik Sass Larsen dokumentere med et par kvitteringer eller kontoudtog, at han altid betalte på caféen. Henrik Sass Larsen har meddelt pr. email, at han ikke ønsker at delagtiggøre DAGBLADET i sine private kontoudtog.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...