Allerød: Ler og træ, eller rettere sagt de ting man kan lave af ler og træ, er det, der gør Allerød kendt ude i den vide verden. I hvert fald, hvis man spørger arkivleder Birthe Skovholm fra Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, også kaldet LAFAK. Et fund i en lergrav har ligefrem opkaldt en geologisk periode omkring 10.000 år før vores tidsregning efter Allerød.
Verdens kendskab til Allerødområdet er emnet for et foredrag, som arkivlederen holder onsdag den 23. marts. Men hun løfter overfor Frederiksborg Amts Avis gerne sløret for, hvad der er så specielt ved Allerød og omegn.
- Går man tilbage i tiden er der en geologisk periode, der hedder Allerødtiden. Den hedder sådan, fordi tiden blev påvist i Allerød Teglværks lergrav i Bregnerød første gang i 1897, hvor en biolog og geolog, Nikolaj Hartz og Vilhelm Milthers, fandt ud af, at der havde været en mildningsperiode i den sidste del af istiden. Arbejderne i lergraven havde fundet en ulvekæbe og en elsdyrtak, og der var også rester af gedder. Derfor må der have været en periode i slutningen af istiden, hvor isen er smeltet væk, og så er nogle dyr indvandret. Så er isen kommet tilbage, og derfor kan man finde dyrene i leret, siger Birthe Skovholm.
Går man en tur på museer i foreksempel USA eller Spanien, kan man se på oversigter over geologiske tidsaldre, at der er en periode, der international hedder Allerod.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis mandag.
