Lukas er måske Danmarks sødeste hund

Han er rigtig nuttet, som han sidder der på billedet. Der er en lyseblå baggrund bag den lille 10 uger gamle golden retriever-hvalp Lukas, som er så ivrig, at en hånd må hjælpe med at få ham til at sidde stille i det øjeblik, det tager at knipse billedet. Billedet er Ringsteds bidrag i konkurrencen om at blive Danmarks sødeste hund, som butikskæden Land & Fritid i øjeblikket holder på sin hjemmeside.

Billedet blev taget i forbindelse med en Royal Canin-dag, som Land & Fritid i Ringsted holdt, fordi kæden sidste år satte ekstra fokus på kundernes mange hunde og afholdt en konkurrence, hvor hver butik via fotos kårede en vinder.

Det er Lukas' avler, Jon Hansen fra Fjenneslev, som havde hvalpen med.

- Han er fra et kuld på syv hvalpe, jeg selv har lavet, fortæller Jon Hansen, som stadig møder Lukas ofte, da hunden nu bor hos hans bror.

Jon Hansen måtte desværre aflive Lukas' mor i efteråret på grund af sygdom. Lukas er fra hendes andet kuld hvalpe, og Jon Hansen har en hund fra det første kuld.

Jon Hansen handler fast i Land & Fritid, så derfor blev han opmærksom på konkurrencen. Samtidig havde hvalpen godt af at komme ud og se andre hunde. Jon Hansen vandt en weber-grill, da Lukas blev Ringsteds sødeste hund. Han fik også en sæk foder, som han dog har givet videre til sin bror - og Lukas. Lukas er 10 uger på billledet - men det er længe siden, og han er lige omkring ét år nu.

- Han syntes, det var sjovt at få taget billeder. Han var i godt humør, og der var ingen problemer med de andre hunde, fortæller Jon Hansen.

Jon bruger hundene til jagt, og for ham er en hund sød, når den kan løse sine opgaver.

- Så er det en god og sød hund. Den skal også være god ved børn. Både min bror og jeg har små børn, siger Jon Hansen og oplyser, at Lukas også vil blive brugt til jagt.

Finalisterne i Land & Fritids konkurrence er samlet til den endelige afstemning på www.landogfritid.dk, hvor man kan stemme på hundene frem til den 1. april. Vinderen får udover æren et halvt års forbrug af hundefoder fra Royal Canin - og måske er det Lukas.

britt

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...