Nu bliver Hillerød Campus til virkelighed

campus Snart rykker Hillerød Campus betydeligt tættere på at blive til virkelighed. 26. april bliver første spadestik taget til et nyt storbyggeri i området, der er øremærket til uddannelsesinstitutioner og ungdomsboliger til virkelighed. Hvis alt går efter planerne vil professionshøjskolen UCC - der blandt andet uddanner fysioterapeuter, pædgagoger, sygeplejersker og snart også socialrådgivere - kunne rykke ind i nye lokaler i juni 2014.

UCC beholder samtidig sine gamle bygninger, der bliver bundet til nybyggeriet via en gangbro. Dermed er der plads til en planlagt vækst fra de nuværende omkring 1000 studerende og til 1800, der er målet i fremtiden. Vækst er dog ikke den væsentligste årsag til nybyggeriet, fortæller Jørgen Jensen, der er uddannelseschef på UCC Nordsjælland.

"Formålet er at få lavet et uddannelsessted, hvor vi får samlet flere aktiviteter på samme sted, både grunduddannelser, efteruddannelse og videns- og forskningsbaserede aktiviteter. Vore uddannelser har en del tilfælles. De retter sig alle mod velfærdssamfundet, så der er en masse fælles elementer, der kan bruges i dem alle. Det kan være spørgsmål om magt og etik, samfundsforhold og forholdene til borgerne og brugerne, " fortæller Jørgen Jensen.

Uddannelseschefen forventer også, at de studerende socialt vil kunne drage nytte af, at flere studerende samles i bedre rammer.

"Vi kan lave et bedre studiemiljø med flere muligheder for de studerende, og flere studerende giver også mulighed for flere aktiviteter. For lærerne bliver de faglige miljøer også styrket, fordi underviserne bliver bragt sammen."

På længere sigt er tanken desuden at uddannelserne direkte skal kunne trække på hinanden, så der kommer større mulighed for at vælge enkeltmoduler på de andre uddannelser. En pædagogstuderende, der ønsker at arbejde med handicappede, kan for eksempel vælge et kursus på fysioterapi eller lignende.

"Vi har stadig nogle tidsmæssige og praktiske barrierer, som vi skal have fjernet. Men tanken er, at vi med tiden skal have større valgmulighed i systemet."

Den ny bygning kommer især til at rumme undervisningslokaler og andre faciliteter til de studerende. Når bygningen står færdig i sommeren 2012, rykker håndværkerne ind i UCC's oprindelige bygninger.

"Huset er ikke super velegnet til undervisning, som det er nu. Der er blandt andet lidt for lavt til loftet. Så bygningen vil fremover hovedsageligt blive brugt til kontorer, selv om vi også vil have nogle få undervisningslokaler."

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...