City Container er solgt

Moderselskabet bag City Container, der har hovedsæde på Farum Gydevej, er blevet solgt. Det oplyser virksomheden selv, lige som dagbladet Børsen også har skrevet om salget og tilbage i juni skrev en historie om, at et muligt salg er på vej. Kapitalfonden Agilitas fra London har solgt moderselskabet Reconor - ejer af Citycontainer - til det britisk-amerikanske investeringsselskab Basalt Infrastructure Partners (kaldet Basalt).

- Siden Agilitas overtog ejerskabet af Reconor-koncernen, som er moderselskab for City Container, der arbejder med fragt og renovation, og jordbehandlingsselskabet Norrecco, er det med succes lykkedes at transformere forretningen fra en regional logistik- og behandlingsanlægsoperatør til en topmoderne logistik- og ressourceløsningsudbyder med national dækning. Koncernen har ekspanderet i hele Danmark med fem nye genanvendelses- og oprensningsanlæg, har tilføjet et nyt forretningsområde inden for jorddeponering og oprydder nu også affald og jord for kunder uden for Danmark. Transformationsplanen blev fremskyndet af seks strategiske opkøb, skriver Citycontainer selv i en pressemeddelelse.

Over for Børsen vil administrerende direktør i Renocor Henrik Nordenlund ikke oplyse prisen på overdragelsen.

- Men jeg kan sige, at jeg er en meget glad mand. Jeg har været enormt glad for vores tidligere ejere. Og jeg er enormt glad for vores nye ejere, konstater han.

På egen hjemmeside fortæller den administrerende direktør også:

- Reconor-koncernen har været på en fantastisk rejse i de seneste år, hvor vi har opbygget solide erfaringer, som vi nu er klar til at kopiere internationalt. Vi er glade for, at vi nu har en partner i Basalt Infrastructure Partners, som er klar til at fortsætte vores stærke vækstkurs, og som har et indgående kendskab til de europæiske markeder. Vi kan se, at flere af de udfordringer, vi løser i Danmark for vores kunder, begynder at få en lignende karakter i udlandet, hvor fælles EU-lovgivning vil få stadig større betydning. Derfor er vi overbeviste om, at dette er et stærkt match, lyder det fra Henrik Nordenlund.

Citycontainer var oprindeligt stiftet af milliardæren Michael Henriksen, men han omkom i 2014 i et tragisk helikopterstyrt. I 2015 købte Agilitas blandt andet City Container.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...