- Vores håb er, at FN's beslutning kan sikre bedre adgang og bedre vilkår for de mennesker, der er ofre for de voldsomme krigshandlinger inde i Libyen.
Det siger Jesper Gerner Jensen, der er international chef i Røde Kors.
Han vil have en garanti for, at Røde Kors' nødhjælpsarbejdere ikke bliver angrebet af hverken den ene eller den anden part.
- Det betyder, at vi skal have en ganske klar aftale på plads. Vi håber selvfølgelig, at det her kan medvirke til, at vi kan få sådan en aftale, så vi kan få vores folk tilbage ind i Benghazi, siger han videre.
Røde Kors blev tvunget til at forlade byen, da organisationens ambulancer og hjælpearbejdere blev angrebet.
Organisationen vil vende tilbage, så snart sikkerhedssituationen tillader det, men en beslutning i FN gør det ikke alene. Røde Kors bliver nødt til at have en garanti for medarbejderens sikkerhed fra begge de stridende parter.
International Røde Kors er fortsat i Libyen og har forsyninger til 15.000 mennesker i en måned i lagre i selve Benghazi. Organisationen Libysk Røde Halvmåne befinder sig stadig i byen.
- De gør alt, hvad de kan for at hjælpe. Men det er en stor opgave. Og den bliver nok ikke mindre, som tiden går, siger Jesper Gerner Jensen, der altså arbejder på, at Røde Kors kan vende tilbage til byen.
- Det kan vi forhåbentlig hurtigt, men så snart vi har de tilstrækkelige garantier for, at vi ikke bliver angrebet. Og det vil sige, det afhænger stærkt af i hvilket omfang, selve krigshandlingerne kommer ind i Benghazi, fortæller Jesper Gerner Jensen.
Røde Kors er en af de eneste humanitære organisationer, der har været udstationeret i Benghazi, der trues af Libyens leder, Muammar Gaddafis, offensiv.