Kina bruger flere og flere penge på krudt og kugler.
Den fremspirende stormagt pumper sine militære muskler og offentliggør nu, at de øger forsvarsbudgettet med 12,7 procent.
Det svarer i alt til et astronomisk årligt beløb på mere end 490 milliarder kroner.
Tallet stammer fra en budgetrapport, som de kinesiske lovgivere sidder med i hænderne, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Kina har altid været opmærksom på at holde forsvarsudgifterne i ro, fortæller talsmanden Li Zhaoxing til en pressekonference fredag.
Han beskriver størrelsen på udgifterne som "relativt lave" sammenlignet med resten af verden. Kina, som allerede nu har verdens største stående hær, bruger seks procent af sit samlede nationale budget.
De øgede forsvarsudgifter får øjenbrynene til at løfte sig og håndfladerne til at svede hos Kinas foruroligede naboer.
- Vi betragter moderniseringen af Kinas militære magt og dens øgede og intensive aktiviteter som bekymringer, siger Yukio Edano, toptalsmand for den japanske regering.
- Vores land vil fortsætte med at holde godt øje med udviklingen i Kinas militær, fortsætter han.
Indien, konkurrerende stormagt i regionen, udtrykker også "alvorlig bekymring" over Kinas voksende militære styrke.
Det folkerige land præsenterede mandag et hop på 12 procent i sine forsvarsudgifter. Dermed bruger inderne mere end 190 milliarder kroner om året på sit militær.
