Det hele startede i 1922 i København på Nyboder, - en lille pige, der kom til at hedde Ruth Andersen, kom til verden.
Det skulle vise sig, at blive en pige der viste hvad hun ville, og når hun havde sat sig noget i hovedet, så gjorde hun også noget ved det.
Uden at komme med for mange afsløringer her i avisen, så blev Ruth som ung pige uddannet i Parfumeriet Breining på Østergade i København, - hun kom senere til Magasin både i deres parfumeri, men også som model hvor hun gik mannequin i Chanel beklædning.
Ruth blev gift med Henry Charles Andersen. Henry var bartender men også en god danser, og de vandt blandt andet det skandinaviske mesterskab i jitterbug. Ruth og Henry fik tre børn, - Lillan, June og Henrik.
De flyttede til Hørsholm på en gård, hvor de kunne have heste, men fortsatte begge med at arbejde i København, Ruth om dagen, og Henry om natten, og det kunne ægteskabet ikke holde til i længden.
Efter skilsmissen mødte Ruth sin kommende kærlighed, Knud Rex, på Society Bar. Knud Rex fejrede sin fødselsdag, og da han hørte at Ruth ligeledes havde fødselsdag, så sagde han til Ruth:
"Vi gifter os inden vores næste fødselsdag," og sådan blev det, i 1962 sagde parret ja til hinanden.
Knud Rex var skuespiller, men i 1963 købte han sammen med Ruth 'Rex Saloon' i Pilestræde. Denne drev de sammen indtil Knud Rex død i 1968, og kort efter solgte Ruth Rex den populære café, hvor blandt andet den folkekære sanger John Mogensen var pianist.
Ruth Rex lod sig dog ikke førtidspensionere, hun købte sin første Mercedes, tog erhvervskørekort, og kort efter var hun tilknyttet Amager Taxi. Ruth nåede at have fire taxier, og hun kørte selv indtil hun blev 70 år. Herefter begyndte livet i Fredensborg. Ruth boede og hjalp til hos sin datter June på Ponygården på Langstrupvej, og da June dødede i en al for tidlig alder, så fortsatte Ruth med rideskolen og pasning af heste og gård. Besvær og praktiske problemer med lejemålet fik dog Ruth til at stoppe, men hun sikrede sig, at hestene fik et dejligt liv i Græsted.
Herefter bosatte Ruth sig i Jernbanegade i midten af Fredensborg, - hvor hun fortsat har sin dejlige lejlighed med en masse skønne minder omkring sig.
Men vil du høre endnu mere om Ruths spændende liv, og blandt andet om hendes møde med de kongelige i København (Dronning Alexandrine, Kong Kristian 10 til hest, og om kronprins Frederik der handlede ind hos Parfumeriet Breining), som sker det mandag den 21. marts klokken 14 i sognegården i Asminderød.