Helle Bertram og David Arnholm skriver det allerede i forordet. De ved det godt. At nogle måske synes, det er nonsens, at Hassan Torabi kan se engle, tale med døde og helbrede kræftsyge mennesker. At den store kleppert med de magiske hænder i et tidligere liv var medicinmand og healer blandt indfødte i Amerika. Skepsissen er ”okay”, lyder det stilfærdigt fra det lokale forfatterpar, der lige har udsendt deres fælles bog, ”Never give up - Historien om Hassan Torabi”. Men hvorfor så som læser kaste sig ud i beretningen om den tidligere mesterbryder, tv-kendis og massør fra Nykøbing Falster med de tilsyneladende særlige evner? Når alvorlig sygdom rammer, og udsigten er håbløs, er Hassan Torabi den ”umulige chance”, man bliver nødt til at tage. Og fordi den iranskfødte nykøbingensers liv og meritter ganske enkelt er en god fortælling. Den udfolder Bertram og Arnholm på glimrende vis i et sprog, der klinisk er renset for lange og knudrede sætninger.
Anmeldelse: Manden med de magiske hænder