Anmeldelse: Alban kom, dansede og sejrede

Af Pia Stilling

I mange år huserede Sommerballetten på Bellevue Teatret i Klampenborg med Alexander Kølpin ved roret. De senere år har teaterdirektør Pia Jette Hansen taget faklen op - og tak for det.

Det er herligt, at der i og lige uden for København er dansende initiativer. Konkurrencen holder alle på tæerne.

I år var dansekompagniet Quorum med Daniel Cardoso i spidsen på visit fra Portugal, hvor kompagniet har base. Videre er solodanser Alban Lendorf tilbage på Bellevue Teatret sammen med sin amerikanske kollega Cassandra Trenary fra American Ballet Theatre.

Romeo og Julie

Shakespeares udødelige skuespil om Romeo og Julie, der elsker hinanden på tværs af fjendskab mellem deres familier, har været fortolket på teater, film og som ballet utallige gange. Alle kender de unge elskende og ved, at der ikke venter en lykkelig slutning.

Som ballet har det københavnske publikum taget John Neumeiers udgave fra 1971 til sig. Den har i mange sæsoner været på repertoiret siden 1974, hvor en ganske ung Mette Ida Kirk og Ib Andersen dansede titelrollerne.

Neumeier kan sin Shakespeare til fingerspidserne og fortolker og trinsætter replikker, så den poetiske og sørgelige historie er nem at følge med i. Hans trinsprog er neoklassisk, enkelt og helt ind til benet, og det danske publikum har elsket balletten i snart 50 år.

Andre koreografer bliver derfor uundgåeligt sammenlignet med Neumeier. Det skal dog ikke på nogen måde afholde dem fra at komme med deres bud på en fortolkning. Bare den forgangne uge har man på Teater V i Valby kunnet opleve koreograf Palle Granhøjs danseforestilling ´This is not Romeo and Juliet´ for fire dansere og to musikere.

Koreograf og kunstnerisk leder Daniel Cardoso viste på premiereaftenen sit bud på ’Romeo og Julie’. Det er i en forkortet udgave på kun en time, og Cardoso følger ikke handlingen slavisk. Værket er mere abstrakt, men har henvisning til det litterære forlæg.

Hos Cardoso er der ikke ét par, der er Romeo og Julie, det er flere. Det er en beskrivelse af kærlighed i mange versioner og forklædninger for fire damer og fire herrer. Koreografien giver nedslag i fortællingen med romantiske møder, uvenskab blandt både kvinder og mænd.

Mændene slås og man aner fægtescener. Kvindernes kamp er mere psykologisk og vises ved, at de pudrer sig – igen og igen. Fjendskabet mellem de to familier vises ved, at seks dansere danner en mur mellem de to elskende. Trinsproget er moderne og i flere scener spændende, og alle danser på flad fod. Kvinderne er iført tætsiddende dragter med hætter, og mændene har pibekraver, så vi er tilbage på Shakespeares tid.

Daniel Cardoso er interesseret i kærlighedens væsen, der ofte beror på tilfældigheder. Den kan (muligvis) styres af sådan en lille ”flipflapper” af papir, man foldede som barn for at finde ud af, om man blev kæreste med sidekammeraten i klassen. Danserne er udstyret med dem og kaster dem rundt på scenen. Det var et sjovt greb, der på en banal måde viste, at følelser er overordentlig svære at styre.

Daniel Cardoso og Hugo Franco Matos’ scenografi og lysdesign er tydeligt inspireret af pladecoveret til Pink Floyds album fra 1973 ’The Dark Side of the Moon’, hvor en prisme bryder en lysstråle, der fortsætter hen over opslaget med teksterne og om på bagsiden. I denne prisme mødtes danserne og udforskede kærlighedens veje og vildveje, for oplagt er det, at vejen til kærlighed ikke er ligetil.

Musikken er heldigvis stadig Sergej Prokofjevs, og den blev spillet af hele 13 musikere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Max Artved som dirigent. Musikerne var opstillet på hver side af scenen, og de var intet mindre end fantastiske.

Prokofjevs partitur fra 1935 til ’Romeo og Julie’ er ikonisk, melodisk og fortællende, og har man først hørt den én gang, glemmer man ikke musikken, og en koreograf får meget forærende ved at bruge den.

Musikerne højnede oplevelsen med flere alen, og det var da også dem, der høstede det største bifald. Danserne var eminente, mens koreografien var en anelse fortænkt.

Le Jeune Homme et La Mort

I forestillingens anden del opførtes Roland Petits ’Le Jeune Homme et La Mort’ (Den unge mand og døden, red.) med libretto af Jean Cocteau fra 1946. Handlingen er enkel og kan beskrives med Cocteaus egne ord:

”En ung mand venter en ung kvinde, som ikke elsker ham. Hun kommer. Han bønfalder hende om kærlighed. Hun håner ham og går. Han hænger sig. Værelsets vægge løfter sig og forsvinder. Døden kommer. Hun tager sin dødsmaske af og sætter den på den unge mands ansigt. Det er den unge kvinde. Hun fører ham bort over tagene.”

Italienske Luigi Bonini har iscenesat værket med Alban Lendorf og Cassandra Trenary i de to roller. Bonini har selv danset den mandlige hovedrolle ved ’Ballet national de Marseille’, har arbejdet som assistent for Roland Petit og har siden Petits død i 2011 haft ansvaret for Roland Petits oevre. Så hans forudsætninger er bestemt i orden.

Scenografien fulgte Cocteaus oprindelige anvisninger. Handlingen udspillede sig på et loftsværelse med skrå vægge. Der var en stor bjælke i midten af scenen. Fra denne hang et reb, som kvinden forvandlede til en galge. Fra loftet hang et gigantisk rødt, men slidt fløjlsgardin. I værelset var en jernseng, en stol og et bord.

I åbningsscenen lå Alban Lendorf henslængt i sengen, mens han røg en cigaret. Han var tydeligt spændt på, at kvinden skulle komme. Lendorfs dans med Cassandra Trenary var voldsom, og hendes afvisning af ham tenderede det sadomasochistiske.

Lendorf dansede med og på stolene og op og ned ad bordet. Koreografien indeholdt mange spring, og det var skønt at se, at Lendorf er tilbage i styrke efter mange alvorlige skader med tilhørende operationer.

Hans mimik og hans indlevelse i rollen var imponerende, og han er en dybere og mere moden danser end den helt unge Lendorf, der betog publikum på Det Kongelige Teater. Imidlertid har han stadig den ungdommelige charme og sødme intakt, og sjældent har en danser haft sit publikum så meget i sin hule hånd, som Alban Lendorf havde på premiereaftenen. Varmen strømmede ham i møde, og ved fremkaldelserne var det en tydeligt bevæget og rørt Lendorf, der tog imod en velfortjent applaus.

Cassandra Trenary så ganske vidunderlig ud i en drøm af en gul kjole og en sort paryk i page-frisure. Hun var tilpas isafkølet overfor den stakkels forelskede mand, og da hun optrådte som døden blev man næsten bange, så overbevisende var hun.

Værket er fra 1946, og et tilsvarende værk ville formentlig ikke være skabt i dag, for det er ganske tidstypisk. Det ændrer dog ikke ved, at det er en dramatisk og gribende historie, og Bonini har fået nerven og dramaet frem hos de to dansere.

Det var en dejlig aften i Arne Jacobsens skønne teater – og igen var det skønt at se Alban Lendorf i topform.

Han kom, dansede og sejrede.