Næstved: Det lød så godt, da Næstved Kommune forleden kunne fortælle borgerne, at skraldemændene fra 1. marts henter storskrald, der er stillet ud på fortovet. Sandheden er, at ordningen koster hver husstand 218 kroner årligt. Og det er en ordning, man ikke kan sige nej til.
En fin folder, der er blevet delt ud til alle husstande, indeholder ikke oplysningen om, at man skal betale for at få hentet storskrald. Der står heller ikke noget om, at man ikke kan sige nej til at betale 218 kroner om året for den ekstra service. Til gengæld er der mange fine ord om, hvordan man skal sortere sit affald, inden man stiller det til afhentning på fortovet.
Affaldskonsulent Knud-Arne Nygaard, Miljø og Affald, Næstved Kommune, forklarer, hvorfor der ikke står noget om økonomi i folderen eller på kommunens hjemmeside:
- Vores erfaring er, at det vil spare os for 500 opringninger fra borgere, der vil framelde sig ordningen. Meningen er ikke at forholde nogen oplysningerne, siger han.
Økonomien i storskraldsordningen kommer dog ikke til at fremgå på regningen for renovation. Borgerne har nemlig penge til gode. Dels er der opkrævet for mange penge af borgerne i 2010, dels er indsamling af papir blevet billigere.
Det vil omvendt sige, at hvis storskraldsordningen ikke var blevet indført, ville hver husstand få 218 kroner tilbage.
