FAXE KOMMUNE: Februar er lig med indskrivningstid for de kommende skolepoder i Faxe Kommunes mange skoledistrikter. Nu er de samlede indskrivningstal blevet opgjort, og de viser, at en enkelt skole i den grad er "vinderen" i kampen om at tiltrække børn fra andre skoledistrikter. Altså børn, som gør brug af det frie skolevalg.
Lysholm Skole har nemlig formået at tiltrække hele 15 elever udefra til de 32, som var indskrevet fra dens eget distrikt. Og det er klart flere end nogen anden skole i kommunen: Sofiendalskolen kommer tættest på med seks elever udefra - mens hovedparten af de øvrige skoler har tiltrukket én eller to elever fra andre distrikter.
- Det kommer ikke bag på mig, for vi har i løbet af skoleåret fået mange forhåndshenvendelser fra forældre uden for skoledistriktet. De har umiddelbart været nysgerrige og positivt stemt over for skolen, så jeg havde da en fornemmelse, siger Marianne Svane, som er skoleleder på Lysholm Skole til DAGBLADET/Sjællandske.
Hun forklarer noget af succesen således:
- Vi har på Lysholm Skole i de seneste to år været med i et såkaldt LP-projekt ("Læringsmiljø og Pædagogisk analyse", red.) Det har givet et stort kompetenceløft til lærerne og har også givet sig udslag i nogle evidensbaserede resultater. Og det er selvfølgelig noget, forældrene også har snakket om, forklarer skolelederen.
