Bryllupstemagudstjeneste i Sct. Bendts Kirke

Søndag den 16. januar ringer klokkerne - som så mange gange før - til gudstjeneste i Sct. Bendts Kirke. Som altid vil alle være velkomne, men når man lidt i 10 om formiddagen træder ind i kirkerummet, vil man måske mærke en forandring, nemlig den bryllupsstemning, som kirken er kommet i.

Bryllupsstemningen mærkes ikke alene i kirkerummets udsmykning, men også i salmerne og musikken, læsningerne og talerne fra de tre af sognets præster, som medvirker. Det eneste, der sådan set vil mangle, er et brudepar foran alteret samt risengrynene efter gudstjenesten, men præsterne og menighedsrådet i Ringsted Sogn håber, at en del ægtepar vil tage plads på kirkebænkene til denne bryllupstemagudstjeneste, der som noget helt nyt skal afholdes i Sct. Bendts Kirke nu på søndag klokken 10.

Otto Lundgaard fra præstegruppen fortæller om arrangementet og tankerne bag:

- Jeg ved af erfaring, at man har særdeles travlt med at få det hele til at hænge sammen - børn, familie, arbejde, hus og have - når man oveni alt dette er ung og skal have hele sit liv etableret og helst på én gang. Og det giver travlhed, ikke bare i hverdagen, men også i de alt for korte weekender - en travlhed, som giver ærgrelse over alt det, som man bare ikke når. Måske man også føler, at man har for travlt til at gå i kirke, hvis ikke man har nogen anledning til at komme her - og da håber vi, at de mange par, som har været forbi kirken i forbindelse med deres bryllup, får lyst til at se den igen, når vi nu giver dem og deres familier en anledning til at komme her og blive mindet om en god stemning, som de forhåbentlig husker fra dagen.

Præsterne vil understrege, at bryllupstemagudstjenesten trods sit navn og sin målgruppe ikke er et lukket arrangement. Alle er naturligvis velkomne til at komme i kirke på søndag, også singler og de, som tidligere har været gift - fordi gudstjenesten henvender sig til alle, der prøver at forene dagliglivets travlhed med evangeliets glædelige budskab til enhver om, at vi daglig skal tage imod Guds kærlighed og give den videre til hinanden. Det er blandt andet også dette budskab, som på søndag møder os i fortællingen om dengang Jesus selv var gæst ved et bryllup og lavede vand om til vin.

Efter gudstjenesten håber præsterne, at man har lyst til at blive, når der i kirkens indgang bliver serveret et stykke kransekage og et glas mousserende vin.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...