Af Andreas Thom, sognepræst i Hørsholm Kirke
Når jeg savner inspiration til prædikenen, går jeg ofte på museum. Det kan ske, at jeg vandrer igennem de store rum i Statens Museum for Kunst, hvor alle menneskelivets facetter strømmer mig i møde i maleriets form: Fornemme konger og dronninger, grever og grevinder i pibekraver, familieidyl i borgerlige stuer.
Svedige bønderkarle, der svinger leen under middagssolen. En fattig familie er sat på gaden. Hele stuens møblement er spredt på fortovet. En lungesyg pige, stirrer på mig ud fra maleriets rammer. Hun ligner en askegrå fugleunge.
Da AIDS var på sit højeste
Engang forvilder jeg mig op på øverste etage. I en fjern afkrog går jeg igennem et par svingdøre med små runde ruder i øjenhøjde. Jeg har trængt mig ind på en hospitalsstue med to hospitalssenge og bagerst en skærm, der gemmer på en tredje.
Installationen blev skabt i 80’erne, da AIDS-epidemien var på sit højeste. I de to forreste senge ligger der ikke længere nogen. Kun lidt toiletsager og en bog ligger tilbage på natbordet. I sengen bag skærmen finder jeg en figur af en ung mand alene med blikket vendt op mod hospitalsstuens institutionshvide loft. Der er ikke nogen vejrtrækning at se. Han er alene. Jeg flygter ud tilbage gennem svingdørene.
Jesus henter de fortabte
På vej mod udgangen passerer jeg Joakim Skovgaards kæmpe maleri af Jesus, der besøger de dødes rige for at hente de fortabte. Han træder døden under fode, hans arme er bredt ud. Som om han vil omfavne og røre alle de døde, der ser op på ham med askegrå kinder og indsunkne øjne. De ligner alle den døende mand i sygesengen.
Da jeg har forladt museet og igen går i solskinnet, tænker jeg på, at døden har to former. Den fysiske død, når hjertet har slået sit sidste slag, men også den sociale død, hvor vi gør hinanden tavse på grund af angst, had, magtesløshed og uforstand.
I skrivende stund vajer regnbueflaget over det gamle rådhus i Hørsholm, og prideugen er godt i gang i København.
Det er larmende, festligt og påtrængende. Der er også fest på slottet, Danmarks eneste lgtbq+ plejehjem, og TV2 var på pletten med en reportage.
Homoseksuel og ensomhed
Hvorfor synes du, at der er brug for sådan et plejehjem, spørger journalisten. ”Fordi det at være homoseksuel medfører ensomhed”, svarer en ældre herre i kørestol og med en spraglet narrehat på, ”man er omgivet af så mange mennesker, som ikke er magen til en selv. Og så er det altså skønt at finde nogen, som er”.
”Os som er homofile, vi kender jo livet fra dengang, at det var forbudt”, indskyder en anden beboer iført regnbuestrømper, regnbuesolbriller og høj hat.
”Det er ligesom en oprejsning”, siger han efter en tænkepause, vipper lidt med brillerne og forsvinder ind i den festende folkemængde.