Frem til 31. august kan man nu på Fredensborg Bibliotek opleve udstillingen ’Øjeblikket bag Glasdøren’ med den lokale billedkunstner Eva M. Billesbølle Tworek og forfatter Nynne Billesbølle Tworek.
Udstillingen fortæller i ord og malerier om de to kvinders betragtninger samt erfaringer med at være lillesøster og mor til Lea - en kvinde på snart 33 år med Downs syndrom og autisme.
Vokset op i Fredensborg
Lea og Nynne er vokset op i Fredensborg, hvor Eva stadig bor ude på Endrupvej.
Udstillingen er en hyldest til Lea samt hendes ligestillede. Den fortæller om, hvordan menneskelige relationer kan udvikle sig positivt på trods af svære vilkår.
’Øjeblikket bag Glasdøren’ er en vandreudstilling, der siden 2020 har været på 10 forskellige kulturinstitutioner samt skoler rundt om i landet. I forbindelse med udstillingen har de to kvinder bag holdt foredrag, talks og skrevet klummer til LEV.
Januar i år hang udstillingen i Danske Handicaporganisationers Hus, hvor den nyudnævnte socialminister så den.
Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstider mandag-søndag klokken 7.00-21.00.
