Efter Altan.dk-redning: - Jeg er rigtig rigtig glad

Af Altan.dk’s 108 medarbejdere er cirka 60 ansat som montører. Foto: Kasper Skovse

Af Altan.dk’s 108 medarbejdere er cirka 60 ansat som montører. Foto: Kasper Skovse

Et lettelsens suk har flere med tilknytning til Altan.dk nok oplevet, efter det mandag aften lykkedes at redde virksomheden fra konkurs.

- Det er jeg rigtig, rigtig glad for, lyder det fra Rune Nellemann Hansen.

Han er formand for bygge- og anlægsafdelingen i 3F Slagelse. Omtrent 25 af de ansatte er organiseret i 3F. De har ingen tillidsmand, men 3F Slagelse har været i kontakt med de ansatte, mens konkursbehandlingen har stået på.

De har været suspenderet i 14 dage, men er nu tilbage på arbejde.

- Jeg er glad for, at vores medlemmer fortsat er i arbejde, og jeg går ud fra, at de fortsætter under samme løn- og ansættelsesvilkår, siger Rune Nellemann Hansen.

3F bad dem vente

De ansatte var til møde hos 3F Slagelse i sidste uge, og efterfølgende har der også været telefonisk kontakt mellem dem.

3F bad medlemmerne om at vente på en udmelding fra sagens kurator. Og det har altså givet pote. De er nu ansat i den nye konstellation med en ny ejerkreds.

- Dem jeg har hørt fra, er glade for at komme med videre, siger Rune Nellemann Hansen.

Klar i kulissen

Også hos Sorø Kommune er erhvervschef Laila Haunstrup Bregner Carlsen godt tilfreds med udfaldet.

- Vi er glade for, at Altan.dk bliver genrejst og kan fortsætte. Det er en virksomhed, vi er stolte af, og den er kendt mange steder. Det er en af de hæderkronede virksomheder, og det ville være trist, hvis den ikke skulle være her mere, siger hun.

Kommunen var klar i kulissen til at håndtere en konkurs.

- Da vi hørte nyheden om konkursbehandling, tog vores jobcenter kontakt til advokaten for at sige, at der var et beredskab klar. Hvis der sker massefyringer eller konkurs, går jobcentret aktivt ind og hjælper. Det er en af de mekanismer, der træder i kraft, også her. Men vi vil selvfølgelig helst have så få kunder i jobcenter-butikken som muligt, siger erhvervschefen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...