Busballade: Hvem tænker på de unge?

Bus 338 mellem Lynge og Hillerød er blevet nedlagt, så nu tager turen - med bus 336 - tre gange så lang tid. Foto: Allan Nørregaard

Bus 338 mellem Lynge og Hillerød er blevet nedlagt, så nu tager turen - med bus 336 - tre gange så lang tid. Foto: Allan Nørregaard

Af Trine Waaben Hertz, Nøglegårdsvænge 15, 3540 Lynge, Anne Strandli Keller, Ærtestensvej 8, 3540 Lynge

Kære Allerød Kommune, sommerferien er slut, og det ringer ind for alle unge, der er startet på en ungdomsuddannelse.

Men har man fravalgt Allerød Gymnasium, skal man som ung i Lynge bruge forholdsmæssig lang tid på transport til og fra sin ungdomsuddannelse, og det selvom den blot ligger 12 kilometer fra Lynge.

I perioden 2018 til 2023 havde vi i Lynge en direkte busforbindelse til Hillerød. Denne rute er nu nedlagt med begrundelse om, at den er for dyr i drift. Der var tale om nogle afgange morgen og eftermiddag, hvor de unge mennesker fra Lynge havde mulighed for at komme til og fra uddannelsesinstitutionerne i Hillerød.

Da de fleste unge fra Lynge Skole fortsætter på en ungdomsuddannelse, er der fortsat et behov for bus til og fra Hillerød. I vores Facebook-gruppe i Lynge skriver flere, at morgenbussen på linje 338 fra Lynge klokken 7.30 ikke bare var fyldt men decideret proppet.

Transporttiden via Allerød Station er nu tre gange så lang for de unge mennesker, idet det nu tager 45 til 55 minutter at komme fra Lynge til Hillerød, hvor det før i tiden tog cirka 15 til 20 minutter. Det skyldes også, at driften på 336 er med 30 minutters interval, så der vil være en del ventetid på Allerød Station.

Det er ikke rimeligt, at der skal lægges så meget transporttid oven i en i forvejen lang skoledag. Går man på HF, erfarer vi, at fire ud af fem dage har de først fri klokken 15.15 eller senere, og mødetiden er 8.15. Det er nogle meget lange skoledage, og oven i det lægges altså den øgede transporttid.

Mange unge har desuden et fritidsjob og ofte i nærmiljøet. Super Brugsen i Lynge har op mod 100 ungarbejdere ansat, hvilket er prisværdigt og har værdi for begge parter.

Det kan dog være svært for et ungt menneske at passe et fritidsjob, hvis der skal bruges op mod en time i transport, da de flere dage vil have svært ved at nå til Lynge for at passe en vagt, som oftest starter klokken 16.00.

De fleste ungdomsuddannelser ligger i Hillerød, og derfor skal mange af Lynges unge den vej for at komme i skole. Bortset fra dem, der skal på Allerød Gymnasium eller Marie Kruses Skole i Farum, er Hillerød den eneste mulighed, hvis man skal have en ungdomsuddannelse, og det får heldigvis over 95 procent af de unge fra Lynge Skole.

Det ville være dejligt, at vi i Allerød Kommune kunne støtte de unge i deres valg af ungdomsuddannelse ved at tilbyde en ordentlig transporttid, uanset om det drejer sig om en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse.

Der er netop afsluttet tre 9. klasser fra Lynge Skole, det vil sige cirka 65 elever, og hertil kommer 10. klasser, så det er altså potentielt set en del unge, der skal mod Hillerød.

Erfaringen viser, at der er et behov for busdrift mellem Lynge og Hillerød og særligt om morgenen og sidst på eftermiddagen. Vi vil derfor anmode om, at miljø-, erhvervs- og byudvalget i Allerød Kommune særligt genovervejer busdriften af rute 338, når der i efteråret skal være en høring omkring forslag til ændring af busnettet i Allerød Kommune.

Nedlæggelsen af busrute 338 rammer vores unge hårdt, og Allerød er en ressourcestærk kommune. Det kan ikke nytte noget, at vi gør Lynge til et udkantsområde, og i forvejen, synes vi, at Allerød ofte bliver prioriteret højere end Lynge.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...