Det lignede en katastrofal start for FC Nordsjælland på guldduellen om mesterskabet i Kvindeligaen. For der var kun spillet syv minutter, da der blev peget på straffepletten, og Brøndbys gennemrutinerede Nanne Christiansen lignede op til at sparke straffespark.
Men i målet ville Amanda Brunholt det anderledes, sprang til egen højre side, satte lappen på bolden og holdt den fra at komme over målstregen. En livsgivende redning for FC Nordsjælland, der endte med at klare 1-1 i Brøndby og vinde sit første mesterskab.
Efter kampen og medaljeoverrækkesen var Amanda Brunholt meget, meget glad.
- De er helt perfekte. Det var alt, hvad vi drømte om, da sæsonen gik i gang. Det er fantastisk, vanvittigt og stolt af hele holdet, siger hun og kigger på sine to guldmedaljer.
Men hvad tænkte du, da der blev peget på pletten så tidligt i kampen?
- Helt ærligt: Jeg tænkte, jeg ville redde den. Jeg har en okay "track record" på straffespark, og vi havde kigget lidt på nogle af deres sparkere.
- Man ved jo aldrig helt, men jeg havde en formodning om, at det var den side, den ville sidde i. Og det lignede det også, da hun gik til bolden - og det måtte jeg stole på.

Hvordan var det så at rejse sig op bagefter og se, at du havde gjort det?
- Jeg gav vist både chest-bumps og alt muligt. Adrenalinen pumper rundt og alle er euforiske. Det var helt vanvittigt.
Winonah Heatley gjorde det til 1-0 til FC Nordsjælland, inden Brøndby udlignede kort efter. Og så endte det med en kamp mod uret for hjemmeholdet, mens nervøsiteten steg hos gæsterne, der ville sikre sig mesterskabet med 1-1 på tavlen.
- Jeg kiggede så mange gange på det ur. Det var helt latterligt. Samtidig med at man prøver at sige til sig selv, at man ikke skal spekulere for meget i, hvor lang tid der er tilbage. Man skal bare være i kampen og spille. Men man kan ikke lade være. Og så blev der lagt syv minutter til!
Griner Amanda Brunholt lettet, lige som hun var lettet, da Brøndby kiksede et par store chancer i kampens absolutte sidste minutter.
- Det var vanvittigt at se, da de brager de par chacner to meter over mål - og hele den lettelse, der bare kører gennem hele kroppen lige dér, beskriver hun, inden hun slutter:
- Det var fedt at vinde pokalen sidste år. Men det her er nok endnu vildere. Det er over en hel sæson, vi har vist, hvad vi kan som hold. Det er vanvittigt, hvordan det kulminerer.