Nogle gange kommer hjælpen fra uventet kant. Sådan er det også i disse dage for familien Ritz Krarup fra Aarhus.
I oktober 2020 fik de deres andet barn, Hailey, der i dag er én ud af en søskendeflok på tre. Men Hailey er ikke som sine søskende. Faktisk er hun slet ikke som ret mange andre børn. Det opdagede Nana og Frederik Ritz Krarup allerede fra fødslen.
Da Hailey blev født, var hendes ene kind blå, og efter et halvt år begyndte den at hæve.
I dag er hun efter mange undersøgelser blevet diagnosticeret med den sjældne sygdom venøs malformation. Den gør, at hendes kind vokser.
Men fordi malformationen også vokser nede i Haileys luftrør, kan den ende med at blokere for hendes luftveje. Sker det, vil toårige Hailey blive kvalt.
- Det er en risiko, fordi den vokser, og fordi den sidder, hvor den gør. Men om det sker om to timer, et år eller ti år, det ved vi ikke, fortæller Nana Ritz Krarup, der sammen med sin mand og faren til Hailey derfor føler, at de er i kapløb mod tiden.
Den livsvigtige operation kan Hailey nemlig ikke få i Danmark. Ingen danske læger tør at operere hende. Derfor er familien nødt til at rejse til New York, hvor en læge er sikker på, han kan hjælpe Hailey. Det koster bare svimlende 1,2 millioner kroner.
Artiklen fortsætter under billederne...
I Slagelse, mere end 100 kilometer fra familiens bopæl i Aarhus, har 26-årige Simone Toft Hansen derfor besluttet sig for at hjælpe, selv om hun aldrig har mødt familien.
Salg i god sags tjeneste
Langs husmuren på det lille hus på Rønnesholm 18 er der opsat langborde med alverdens legetøj. Plastikdinosaurer, enhjørningebamser og Lego er noget af udvalget.
Hvert et stykke er Simone Toft Hansen ved at taste ind på sin computer, så det kan blive registreret i genbrugsbutikken Børneloppen på Kinavej i Slagelse. Her har hun nemlig tænkt sig at sælge det. Så indtjeningen kan gå til toårige Hailey.
- Det mest fantastiske er, at andre familier også har hjulpet. De har doneret deres legetøj - og også deres tøj, så Hailey kan få den operation, fortæller Simone Toft Hansen, der efter at have fulgt den toårige piges historie fik idéen til at sælge ud af ting i et forsøg på at hjælpe familien økonomisk.
I dag har hun et skilt med hjerter stående ude foran sit hus, hvor andre familier kan aflevere donationer, som Simone Toft Hansen sælger via stand 236 i genbrugsbutikken.
Artiklen fortsætter under billederne...
- Jeg har ikke 10.000 kroner, jeg kan trække ud af mit budget for at donere til familien. Men jeg vil så gerne hjælpe. Og det her er en måde, forklarer hun.
For Simone Toft Hansen tager det lang tid at vaske alle donationerne, taste dem ind i genbrugsbutikkens systemer og sætte tingene flot på plads ved standen.
Men alt det gør hun gerne for at hjælpe familien.
Simone Toft Hansen kender nemlig alt til frygten for at miste et barn.
Mangler 39.000 kroner
Selv er Simone Toft Hansen mor til to. Mads på halvandet år og lillesøster Frida på seks måneder. Men da Mads var bare seks uger gammel, var han i stor livsfare.
Billeder af hendes lille dreng i en sygehusseng med slanger over det meste af kroppen understreger alvoren.
- Det er ikke noget, man ønsker for nogen forældre, at de skal opleve, beskriver Simone Toft Hansen, hvis søn heldigvis overlevede takket være en brav indsats på sygehuset.
- Det har selvfølgelig påvirket mig, når jeg så har hørt om Hailey. Fordi jeg kan sætte mig ind i, hvad forældrene går igennem, fortæller Simone Toft Hansen, der selv husker ikke at have meget overskud i sønnens mest alvorlige sygdomsforløb.
En følelse, som familien fra Aarhus genkender.
Artiklen fortsætter under billederne...
Især bekymringer for Haileys helbred fylder en stor del i hverdagen.
- For eksempel har vi fået at vide, at vi skal skynde os at ringe 112, hvis hun får en pibende vejrtrækning. Så det er stor bekymring for os, beskriver Nana Ritz Krarup.
Derfor kommer hjælpen udefra som en tiltrængt og ikke mindst overvældende håndsrækning fra den aarhusianske familie, der lige nu mangler 39.000 ud af de 1,2 millioner kroner.
Donationer flere steder fra
- Det er meget overvældende, at vi oplever hjælp udefra. Vi har haft meget svært ved at bede om økonomisk hjælp fra andre. Men vi har også bare vidst, at vi var nødt til det for at finde pengene - 1,2 millioner kroner kunne vi ikke engang finde ved at sælge vores hus, konstaterer Nana Ritz Krarup, der sammen med ægtefællen Frederik gennem Civilstyrelsen har søgt og fået tilladelse til at modtage penge til operationen.
- Mange har doneret penge på alle mulige forskellige måder: Virksomheder har doneret ting, vi kunne lave konkurrencer om, en sendte mig 500 kroner med teksten “fra en bedstemor, hvis barnebarn er rask,” og så er der Simone, som vi jo slet ikke kender, men som bare ud af det blå har skrevet til mig, fortæller Nana Ritz Krarup.
- Jeg tror, historien om Hailey rører rigtig mange. Men det er kommet meget bagpå mig, hvor fantastiske folk er, konstaterer hun.
Lige nu er det planen, at Hailey skal opereres i New York den 22. august og igen otte uger efter. Det er til de to operationer, at de 1,2 millioner rækker.
Familien ved endnu ikke, om en tredje operation bliver nødvendig.
Om det sker om to timer, et år eller ti år, det ved vi ikke.
Nana Ritz Krarup, mor til toårige Hailey


Jeg har ikke 10.000 kroner, jeg kan trække ud af mit budget for at donere til familien. Men jeg vil så gerne hjælpe.
Simone Toft Hansen






Jeg tror, historien om Hailey rører rigtig mange. Men det er kommet meget bagpå mig, hvor fantastiske folk er.
Nana Ritz Krarup, mor til toårige Hailey
har talt med Viveque Egsgaard, overlæge på øre-, næse- og halsafdelingen på Odense Universitetshospital, der forklarer, hvorfor man i Danmark ikke kan tilbyde toårige Hailey en operation.
Til mediet fortæller han, at en malformation kan være alt fra en lille ting på en læbe til eller en større ting som på Hailey. Fælles for dem er, at der kan komme små, lokale blodpropper i misdannelsen.
Men langt fra alle malformationer ligner Haileys.
- Hvis den venøse karmisdannelse pludselig hæver op eller vokser meget hurtigt, så vil den potentielt være i risiko for at true hendes luftveje, fortæller Viveque Egsgaard til TV2 Østjylland.
- Nogle gange kan man fjerne en venøs malformation, men det kan vi ikke i Haileys tilfælde. Den sidder i hendes kind infiltreret i slimhinder og muskulatur, og mest af alt bevæger det sig ned i svælget, som giver stor risiko for, at hun kan få alvorlige bivirkninger ved at operere. Det er ikke til i det område, det kan man ikke, uddyber han til mediet.
De danske læger vil derfor afvente Haileys situation og holde øje med, hvordan hun har det. Noget, familien altså ikke tør vente på.