Corona var hård ved de store motionsløb i Roskilde. Både Gadeløbet og Smuk Kvindeløb faldt fra, men Parkstafetten består, og intet tyder på, at den har tænkt sig at forsvinde. Derfor afviser arrangørerne ikke, at de har mod på mere.
Den første Parkstafet blev holdt i 1994, så motionsløbet fylder faktisk 30 i år. Inden corona toppede populariteten med over 1600 deltagere, men i 2020 var begivenheden i Folkeparken aflyst, og i 2021 blev den gennemført i august med begrænsninger og uden stafetter for at mindske smitterisikoen.
I 2022 var der kun 844 deltagere, men panderynkerne forduftede allerede sidste år, da man igen havde over 1500 tilmeldinger. Til dette års udgave kunne arrangøren IK Hellas glæde sig over 1460 tilmeldte deltagere, så alt tyder på, at Parkstafetten er tilbage i sin gamle form.
- Det er dejligt at se, at der stadig er opbakning til Parkstafetten, siger Rune Stæhr, som er tovholder på motionsløbet sammen med Anders Koogi.

Læs også
Historisk våd stafet
Panderynkerne vendte dog tilbage, da det en time før start begyndte at stå ned i stænger og fik flere af deltagerne til at genoverveje deres beslutning om at løbe fem kilometer sammen med venner, kolleger og familiemedlemmer.
Men nærmest som om det var aftalt, stoppede regnen få minutter i klokken 18, så de første løbere i stedet blev sendt afsted i strålende solskin. Det viste sig at være en stakket frist, så lidt senere åbnede sluserne sig igen over Folkeparken og gjorde årets Parkstafet til en af de vådeste i historien.
Selv om det fik enkelte til at tage hjem undervejs, holdt langt de fleste ud til enden og blev belønnet med tørvejr og solskin under præmieoverrækkelsen.

Trods det ugunstige vejr betyder den store tilslutning, at IK Hellas begynder at overveje, om det måske er på tide at lancere nye løb igen, efter at klubben valgte at nedlægge Gadeløbet.
- Når vi har så mange deltagere, er der måske basis for mere løb. Det lader i hvert fald til, at folk er klar til at løbe igen efter corona, siger Rune Stæhr.
Han noterer sig også, at der var hele 600 tilmeldte til walk-ruten, hvor man går fem kilometer frem for at løbe.
- Det er jo tæt på halvdelen, så vi skal nok til at markedsføre den mulighed noget mere, så Parkstafetten ikke kun forbindes med løb, siger han.
IK Hellas havde 50 frivillige i gang som hjælpere under Parkstafetten og havde tidligere på dagen også 300 børn i Folkeparken til børneløbet, som Roskilde Kommune arrangerer.
