Royal Copenhagens direktør er stolt af salg

Salget af den kongelige danske porcelænsfabrik Royal Copenhagen er et skulderklap til virksomhedens medarbejdere på alle plan.

Sådan lyder meldingen fra den 237 år gamle virksomheds direktør, efter at den finske værktøjskoncern Fiskars, der også har køkkenudstyr i sin portefølje, har købt selskabet.

Royal Copenhagen var faretruende tæt på at gå konkurs i 2009, men siden er det lykkedes at vende udviklingen til et driftsoverskud på omkring 20 procent i dag.

- Vi har arbejdet utroligt hårdt med vores virksomhed, og det har gjort os attraktive. Derfor er vi stolte af, at vi er blevet købt. Det vidner jo om, at vi har leveret noget, som en køber gerne vil have, siger direktør Mads Ryder til Ritzau.

Royal Copenhagen, der står bag gamle kendinge som Musselmalet, Flora Danica og det nyere Mega Mussel, omsætter i dag for omkring 500 millioner kroner.

De sorte tal på bundlinjen skyldes blandt andet, at Royal Copenhagen siden 2004 har flyttet mere og mere af produktionen til Thailand.

- Men den proces er vi faktisk ved at være færdig med. Og vi har lige udvidet vores fabrik i Thailand, siger Mads Ryder.

Planen er, at kun det dyreste porcelæn skal produceres i Danmark.

Rygterne om et frasalg har svirret længe, men efter 12 års ejerskab har kapitalfonden Axcel nu solgt det danske designklenodie for 490 millioner kroner.

Handlen er derfor en afklaring på længere tids usikkerhed, understreger Mads Ryder, der føler en vis lettelse.

- Jeg vil sige det på den måde, at når man er ejet af en kapitalfond, så ved man, at man på et eller andet tidspunkt skal sælges. Så det er da rart at få det afklaret, siger han og understreger, at der i øjeblikket ikke er noget, der tyder på fyringer.

- Det er ikke noget, der optager os lige nu. Vi har lovet hinanden ikke at udstede løfter om det ene og det andet.

I stedet glæder Mads Ryder sig over, at køberen blev en skandinavisk koncern med køkkenudstyr i sin portefølje.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...