DNA: Erik Lund på katastrofekurs

Af Tom Olsen, Svinget 9, Allerød, bestyrelsesmedlem DNA

Det er komisk, at vi endnu engang skal lægge ryg til borgmesterens "Se & Hør"-kampagne mod DNA, hvor retorik og argumenter, siger mere om Erik Lunds arrogance og mangel på lederegenskaber, end om virkeligheden.

Angrebet på DNA kommer samme dag (17. december, red.), som man i Berlingske Tidende kan læse, at de Konservative er på kommunal katastrofekurs pga. mangel på mærkesager og usynlig lederskab.

EL er klar over, at flere og flere borgere har indset, at vi skal have en ny borgmester. Men, at EL's desperate løsning på problemet er en så aggressiv kampagne mod DNA er alligevel tankevækkende.

Vi har altså at gøre med en borgmester, der var med til at bruge 100 mio. kr. på et ubrugeligt rådhus, rev det gamle rådhus ned, lovede almene boliger og solgte grunden for billigt. Samtidig lancerede han tanken om en gigant svømmehal under sidste valgkamp til 250 mio. kr. for derefter at "opdage", at vi faktisk blev nødt til at spare 100 mio. kr. to måneder efter.

Borgmesterens parti satte spørgsmålstegn ved Mungo Parks berettigelse og støttede heller ikke planerne for Møllemosen i første omgang.

Og samme borgmester var med til at lukke Engholm Køkkenet for at erstatte det med 14 dage gammelt, vakuumpakket mad til de ældre - hvorefter han højlydt bekendtgjorde, at nu skulle vi alle sammen have skattelettelser, mens vi alle er tvunget til at lukke populære børneinstitutioner.

Nu skal vi bruge penge på overflødige iPads til alle byrådsmedlemmer - som allerede har fået skattebetalte iPhones, vi har brugt formuer på kunst, arkitektkonkurrencer... Fortsæt selv listen af tåbeligheder.

Kære Erik Lund - læs Berlingske i dag (17. december, red.). Der står om dig og dine konservative kollegaer, at I er på skrøbelig grund. Det er nok en mild fortolkning. Men uanset, hvor meget du lader din desperation gå udover DNA, så redder det ikke jer selv.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...