Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm
Frederiksborg Amts Avis og sn.dk bringer her Hørsholm-borgmester Morten Slotveds nytårstale:
Jeg ser frem til det kommende år, og det gør jeg med masser af glæde og forventning. Hørsholms kommunalbestyrelse har sat nogle gode og flotte skibe i søen, og vi udstikker en kurs, som jeg synes, Hørsholm kan være stolt af.Området ved Kokkedal Station gennemgår en rigtig spændende udvikling. I år er Louiselund blevet taget i brug, og med Louiselund har Hørsholm fået et enestående kvalitetsbyggeri, som indeholder plejecenter, ældreboliger og sundhedscenter. Jeg er sikker på, at mange Hørsholm-borgere fremover vil nyde godt af Louiselunds mange tilbud og meget smukke rammer.
Det er også i år, at Lågegyde er blevet omlagt, og den nye Lågegydebro over Kystbanen er bygget færdig. Det er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder for en bedre trafikafvikling og øget trafiksikkerhed for især cyklister og fodgængere.
De næste fire år frem har Hørsholm Kommune et rekordhøjt anlægsbudget på 200 millioner kroner. Mange midler går til at forny Bymidten.
Gågaden bliver renoveret. I den ene ende af Gågaden får Hørsholm en ny dagligvarebutik, i den anden ende bliver kulturhus Trommen bygget om, så huset i endnu højere grad kan blive et kulturelt samlingspunkt for byens borgere og foreninger.
Området omkring Kongevejscentret bliver fornyet. Det byggeri, som skal rumme den nye Rema 1000, er i fuld gang, og samtidig har vi en ny lokalplan på vej for grunden på hjørnet af Usserød Kongevej/Syrenvej, hvor planen er at etablere både en ny forretning og nye boliger.
Også på den lange bane har Hørsholm et stort udviklingspotentiale. Hørsholm Sygehus og området ved Kokkedal Station rummer fantastiske muligheder for at udvikle byen - både med hensyn til erhverv og nye boliger.
Vi prioriterer vedligehold af kommunens ejendomme, veje og grønne arealer, og det er sund fornuft. Vi energirenoverer vores bygninger, så de kan drives økonomisk forsvarligt. Et godt eksempel er svømmehallen og skøjtehallen, der begge har fået en kæmpe ansigtsløftning.
Vi lægger også masser af nyt asfalt på vejene. Det er en investering, som kommer os til gode både nu og på den lange bane.
I Hørsholm har vi et stærkt fokus på sundhed. Idrætsparken tilbyder rigtig mange muligheder for at dyrke idræt på forskellige niveauer. Samtidig udvikler og udbygger vi til stadighed rammerne for fysisk udfoldelse med et særligt blik for at støtte den ikke-organiserede idræt. Det sker gennem en række nye indsatser målrettet borgere i alle aldre.
Bag kulturhus Trommen bygger vi en legeplads, ligesom vi snart beslutter, hvor vi skal placere Hørsholms nye naturlegeplads. Vi går i gang med at etablere grønne og aktive skolegårde for skolebørnene. Og skatebanen, som er blevet en kæmpe succes blandt de unge, bliver udvidet til næste år.
Mange borgere vil næste år få glæde af den nyistandsatte svømmehal, fordi vi udvider åbningstiderne for den offentlige svømning. Desuden holder vi som cykelby - et stadigt fokus på at forbedre forholdene for cyklisterne i Hørsholm. At cykle giver rigtig god mening både fordi det giver motion, og fordi vi ved at cykle mere, sparer miljøet for CO2-udledning.
Jeg vil slutte med at takke mine kolleger i Hørsholm Kommunalbestyrelse, som i sin nuværende sammensætning har fungeret i tre år. Vi blev sammen udfordret i valgperiodens første år, hvor vi gennemførte omfattende besparelser. Budget 2011 var meget stramt, men det lykkedes at få rettet op på økonomien i én omgang. At komme i mål med dét har krævet en gensidig tillid og et stærkt politisk samarbejde. Og det er netop dét, som karakteriserer kommunalbestyrelsens arbejde og skaber resultater.
En stram økonomisk styring har givet os en sund og robust økonomi. Sammen har vi skabt et økonomisk afsæt for Hørsholm Kommune, som skaber råderum for udvikling og prioritering. Derfor har vi dette efterår kunnet vedtage den mest perspektivrige og visionære budgetaftale i mange år. Med den tager vi hånd om nutiden og ruster os til fremtiden.
Jeg ønsker alle i Hørsholm et rigtig godt nytår!
