Ski- og cykeludlejning i Klampenborg

Da sneen væltede ned i begyndelsen af december, jublede Birger Kjærbye. Og da frivillige fra Københavns Skiklub kort efter anlagde en 10 kilometer lang skiløjpe i Dyrehaven, kunne han slet ikke få armene ned.

Den 1. december åbnede Birger Kjærbye MTB-Tours i den gamle ventesal på Klampenborg Station. Her sælger og udlejer han mountainbikes, racercykler, tri-cykler, el-cykler, tandemcykler, ladcykler og offroad rulleski. I værkstedet kan man få repareret sin cykel, mens man i butikken kan købe alt inden for outdoor fitness i form af handsker, huer, jakker, hjelme og briller. Selv våddragter til triathlon hænger på bøjlerne.

Og da meteorologerne meldte om udsigt til sne, fik Birger Kjærbye hurtigt rekvireret 40 par langrendsski til udlejning, inklusive pandelamper til skiløb om aftenen.

"Man kan med god grund sige, at åbningsdatoen 1. december ikke var helt gennemtænkt. Vinteren er ikke højsæson for cykelryttere, så derfor kom sneen som sendt fra himlen", siger Birger Kjærbye, der i forvejen driver MTB-Tours i Hareskov, som på tre år er vokset til Danmarks største udlejer af mountainbikes og racercykler.

Ligesom forretningen i Klampenborg er butikken i Hareskov nabo til stationen, og det er der en forklaring på:

"Vi kalder konceptet 'easy access'. Man tager toget til Klampenborg, lejer en cykel, kører ind i Dyrehaven og op ad Strandvejen, vender tilbage til Klampenborg, afleverer cyklen og tager toget hjem. Nemmere kan det næsten ikke være", forklarer Birger Kjærbye og hævder, at der om sommeren snart er flere cykler end biler på Strandvejen.

En fransk familie bestående af mor, far og to teenagedøtre er kommet ind i butikken for at høre, om de kan leje en kælk. Det kan de for 100 kr., og udstyret med et kort over Dyrehaven og et par gode råd drager de forventningsfulde afsted mod Ulvedalene.

?Området er perfekt for turister, der vil opleve en enestående natur kun 10 kilometer fra Rådhuspladsen. Jeg har en plan om at tilbyde en turistrute - en odyssé - der går gennem Dyrehaven, Raadvad, Mølleåen, Det Danske Schweiz, Ørholm, Geels Skov, Rude Skov, Furesøen, Bagsværd Sø og til butikken i Hareskov, hvor man afleverer cyklen og tager toget tilbage til hotellet eller krydstogtskibet i København. De bliver udstyret med en GPS, så de uden problemer kan finde vej. Grøn turisme er i høj kurs, og mere grønt bliver det ikke?, siger Birger Kjærbye, der ud over turister satser på firmaer, skoler og selvfølgelig enkeltpersoner, ikke mindst fra lokalområdet.

?Vi er blevet rigtig godt modtaget af de lokale. En ældre dame fra Taarbæk kom med blomster, og mange har fortalt, at de er glade for, at der er kommet et cykelværksted?, siger Birger Kjærbye, der kun ærgrer sig over udsigten til plusgrader de næste mange dage.

?Men så får vi forhåbentlig udlejet nogle flere cykler?.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...