Dårligere karakterer på de fleste skoler i Roskilde

Skolen Bifrost for højtbegavede børn blev karaktertopscorer med et gennemsnit på 9,2.

Skolen Bifrost for højtbegavede børn blev karaktertopscorer med et gennemsnit på 9,2.

Med et gennemsnit på 8,3 er Klostermarksskolen den folkeskole i Roskilde med de højeste karakterer ved 9. klassernes prøver i det seneste skoleår.

Alligevel er det gået noget ned ad bakke for skolen, der også var topscorer i skoleåret 2021/2022, men dengang med et gennemsnit på 9.

Den tilbagegang er Klostermarksskolen slet ikke alene om. Gennemsnittet er faldet på 14 ud af Roskildes 16 folkeskoler (fraregnet specialskoler), hvor kun Margretheskolen i Gundsømagle og Viby Skole har haft fremgang.

Samlet set er karaktergennemsnittet på Roskildes folkeskoler faldet fra 8 til 7,6. Den tendens går igen på landsplan, hvor snittet er faldet fra 7,7 til 7,4.

Det står ikke bedre til på privatskolerne. På Roskildes otte privat- og friskoler er karaktererne kun steget på den tyrkiske Ros Privatskole. Bifrost, der er en skole for højt begavede børn, stikker dog ud i den sammenhæng, da de 16 afgangselever havde et gennemsnit på hele 9,2, men der er ikke noget sammenligningsgrundlag med året før, hvor der ikke var nogle 9. klasser.

Det er ikke så ligetil at svare på, hvorfor karaktererne daler. Jeppe Bundsgaard, professor ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, er meget forbeholden over for at udpege årsager.

Der kan der ligge mange ting bag karakterdykket, fx at niveauet har ligget anderledes under coronatiden, dårlige rammevilkår på skolerne eller at selve karakter- og prøvesystemet er upålideligt.

- Det er absolut ikke en objektiv måde, man bliver målt på i afgangsprøven. Der kan være så mange grunde til, at det ikke er sammenligneligt fra år til år, siger Jeppe Bundsgaard.

Den kedelige tendens gentager sig, hvis man ser på, hvor stor en andel af eleverne der består dansk og matematik og dermed kan gå videre på en ungdomsuddannelse.

Her er der fremgang at spore på Klostermarksskolen og Viby Skole, men det går den gale vej på de øvrige folkeskoler. Vindinge Skole stikker ud, da de både i år og sidste år har haft en beståelsesprocent på 100.

Bifrost, Roskilde Private Skole og Roskilde Private Realskole kan også prale af, at alle elever består, men ellers går det også tilbage for de andre privatskoler. Mest markant på Ros Privatskole (trods karakterfremgang) og den arabiske Freds Skolen, hvor knap hver fjerde elev ikke opnår karakteren 02 i dansk og matematik. Blandt folkeskolerne stikker Hedegårdenes Skole ud med en lignende dumpeprocent.

Generelt ligger Roskilde Kommune over landsgennemsnittet med en beståelsesprocent på 93,6, men det er lavere end de foregående år.

Absalons Skole: 7,5 (2022: 7,9)

Hedegårdenes Skole: 7,5 (7,9)

Gadstrup Skole: 7,1 (7,6)

Himmelev Skole: 8,2 (8,4)

Klostermarksskolen: 8,3 (9,0)

Lindebjergskolen: 7,0 (8,5)

Lynghøjskolen: 7,1 (7,7)

Margretheskolen:7,9 (7,0)

Nordskolen, Baunehøj: 7,0 (7,7)

Nordskolen, Jyllinge: 7,1 (7,7)

Sct. Jørgens Skole: 7,7 (7,8)

Tjørnegårdskolen: 5,7(6,5)

Trekronerskolen: 7,9 (8,7)

Viby Skole: 7,4 (7,2)

Vindinge Skole: 7,8 (8,4)

Østervangsskolen: 7,8 (8,1)

Freds Skolen: 7,5 (8,2)

Ros Privatskole: 7,5 (7,0)

Roskilde Lille Skole: 7,1 (7,6)

Roskilde Private Realskole: 8,6 (9,0)

Roskilde Private Skole: 7,9 (8,7)

Bifrost: 9,2 (-)

Skt. Josefs Skole: 8,5(8,8)

Viby Friskole: 7,5(7,7)

Foto: Lars Ahn Pedersen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...