Holbæk: Ordene »nu er skøjtebanen åben« var knap blevet sagt, før mange bambier på glat is samt lidt mere øvede skøjteløbere væltede ud på skøjtebanen Isrosen i Holbæk søndag eftermiddag.Mere end 300 var mødt op til åbningen af skøjtebanens 12. sæson, og en stor del af dem valgte at prøve isen af.
Og det kunne de roligt gøre, for hvor åbningen sidste år måtte udskydes tre dage på grund af for varmt vejr, har de seneste dages frostvejr været perfekt til at få lavet en skøjtebane.
Foreningen Sidesporet, der står for skøjtebanen, vurderer at cirka 40.000 mennesker brugte Isrosen i sidste sæson. Skøjtebanen er åben indtil den 17. februar.