Af Carl-Mar Møller, sex- og parterapeut, Avderødvej 45, 2980 Kokkedal:
Fra naturens side bliver en mand seksuelt opstemt, hvis han ser kvinder uden tøj på og endnu mere, hvis kvinderne bevæger sig. Hvis en kvinde vil have meget opmærksomhed og kærlighed, er det derfor vigtigt, at hun gør meget for at se pæn ud. Hun skal klæde sig i tøj med flotte farver, lægge makeup, sætte håret på forskellige måder, have pæne negle, flotte sko og pæne tænder. Så vil manden lægge mærke til hende og få lyst til at tage kontakt til hende, bekræfte hende og hjælpe hende. Man kan sammenligne det med mange dyrearter, hvor hunnen eller hannen får alle mulige farver i brunstperioden.
Når kvinden har lokket manden over til sig, kan samtalen begynde. Samtale er i dag et problem, som ikke eksisterede, da vi levede i naturen. I naturen talte hannen og hunnen ikke så meget sammen, og når hunnen blev gravid, tog hannen den næste hun, osv.
I dag forlanger en kvinde af en mand, at han skal kunne tale med hende. Det er et stort problem for mange mænd, da de ikke fra naturens side er gode til det. Men det kan de lære. Ligesom kvinder kan blive soldater og politibetjente, så kan mænd også lære at tale med kvinder. Hvis en mand kan sige noget klogt om samfundet, livet eller andet, vil det vække begejstring hos kvinden. Hun vil tænde på ham, og hun vil beundre ham. En mand skal vide, at kvinder tænder gennem ørene, altså på det, han siger. Der findes ingen kurser, der handler om at lære at tale med kvinder, så hvor skal han lære det?
Jeg har mænd, der kommer hos mig for at lære at tale med kvinder, og de må erkende, at de faktisk ikke ved, hvor meget gode samtaler betyder for kvinder.
Mænd kan i perioder tænde på billeder af flotte kvinder i pornofilm, men der findes meget få pornofilm for kvinder, fordi de mest tænder på ord, hvor mænd mest tænder på billeder.
Kvinder skal have ros hver dag for deres udseende og deres personlige egenskaber for i længden at tænde seksuelt. En mand behøver bare at kigge på en kvinde, så tænder han ret hurtigt. Manden skal hver dag sige: "Jeg elsker dig, du er sød, du er lækker, du har en dejlig krop, du er klog, osv." Hvis han ikke gør det, vil hun miste lysten til sex, fordi hun ikke tænder på ham.
Mænd tror, det er nok at tænke det, og de tror nærmest, at kvinderne ved, hvad de tænker. Når en kvinde f.eks. spørger sin mand: "Synes du, jeg er lækker?" gør hun det, fordi hun savner at høre ordene. Det forstår manden ikke, og han svarer undskyldende: "Jamen skat, du ved da, jeg elsker dig."
Der er ingen vej udenom, hvis manden vil tænde kvinden. Hun kan blive bekræftet mange gange i døgnet med ord, og det tager kun fem til ti sekunder. Det skulle lige være til at overskue, og det er i høj grad umagen værd. Vejen til kvindens seksualitet går via masser af daglige komplimenter. Kvinder tænder også på lange samtaler om børnene, livet, vennerne og hendes og hans følelsesliv.
Der er visse ting, en kvinde ikke tænder på. Selvom hun tænder gennem ørerne, kan manden altså ikke bare snakke løs om alt, hvad han tænker på. Hvis han ynker og klynker, tænder hun af, eller også tænder han hendes moderinstinkt, hvilket jo ikke var meningen.
Sætninger fra en mand som gør, at kvinden mister sexlysten:
1. Jeg synes, det er svært...
2. Det er så hårdt...
3. Det er koldt, jeg fryser...
4. Det trækker på mine fødder...
5. Jeg har ondt her...
6. Jeg kan ikke finde ud af det
7. Det er tungt...
8. Jeg har fået et sår på fingeren...
9. Ihh, hvor er her varmt...
10. Jeg har fået en hudorm...
11. Ihh, hvor er jeg træt...
12. Jeg skal have nyt plaster på...
13. Mit hår sidder ikke pænt...
14. Se, jeg bløder...
15. Jeg tror, jeg er syg, jeg ringer lige til min mor og spørger, hvad jeg skal gøre
Handlinger, som giver en kvinde mere lyst til sex:
1. Han kan rose hende for det, hun er god til fagligt.
2. Han kan rose hendes krop.
3. Han kan rose hendes evner som mor.
4. Han kan sige noget klogt f.eks. om samfundet.
5. Han kan spørge til, hvordan hun har det.
6. Han kan fortælle stolt om det han er god til.
7. Han kan indrømme sine fejl og sige undskyld, når han begået dem.
8. Han kan fortælle vittigheder.
Mange af de udtalelser, som nogle mænd kommer med, udspringer af, at de har været for meget sammen med kvinder. Derfor har de overtaget en masse kvindelige udsagn. Mænd er ikke klar over, at disse udsagn tænder kvinden af, fordi det er kvindesprog. Sådan taler en stærk mænd ikke. Kvinder tænder på stærke mænd, der kun taler om smerte, kulde og varme, når det er livsfarligt og meget slemt.
En mand klarer tingene selv og viser ikke svaghed over for en kvinde, fordi hun så, i de fleste tilfælde, vil afvise ham seksuelt. En mand viser kun svaghed og sårbarhed ved dødsfald, fyring og sygdom, og når det virkelig gælder. Småting skal han ikke udtale sig om, hvis han vil tænde en kvinde. Han må gerne være stolt af sit arbejde og vise det eller tale om det, og en velfungerende kvinde vil glæde sig på hans vegne. Hvis kvinden ikke er velfungerende, vil hun blive provokeret og irriteret over, at han viser stolthed og glæde ved sine præstationer på arbejdet og i andre sammenhænge, fordi hendes mindreværd da vil blive aktiveret.