LOKALHISTORIE ”Bakkehuset” i Vedbæk, hed oprindeligt ”Bakkegård” og var en del af krongodset til Dronninggård, og gården blev i 1765 givet til højesteretsadvokat P. Balling i fæste.
Fæstegården nedrives dog straks og ét af de første landsteder i Vedbæk ser dagens lys. Gennem flere ejerskifter bliver ejendommen i 1811 erhvervet af Lauritz Nicolai Hvidt (1777-1856), der havde overtaget sin fars handelsfirma på Østersøen og Rusland.
Han blev dog sat noget tilbage da englænderne i 1807 bortførte hans flåde, men især ved hjælp af sin stenrige hustru Wilhelmine Therese Lorcks familie, kommer han ovenpå igen, og bliver med tiden igen skibsreder, assurandør, bankdirektør, justitsråd, etatsråd og meget andet.
Han må altså regnes for landets (måske) førende erhvervsmand, da han indretter sit ”sommerlandsted” i Vedbæk. 1835 bliver han én af Nationalbankens direktører, og politisk kaster han sig over den gryende modstand mod enevælden.
Som deputationsleder opsøger han i 1845 Christian 8. og siden efter dennes død opsøges Frederik 7.
Med Hvidt i spidsen og efterfulgt af over 15.000 borgere, bøjer den nyindsatte konge sig, og enevælden afskaffes. L. N. Hvidt får – naturligvis – plads i den første regering, inden en ny grundlov kan vedtages.
”Bakkehuset” gennemgår en større udvidelse bliver udvidet med 3 fag til 9 fag, og en mindre 1. sal med 5 fag.
Staldbygningen nedrives, og for at kunne få lidt fred opføres en anneksbygning, der hurtigt bliver navngivet ”Vrøvlenborg”, for her blev de tilrejsende unge gæster parkeret, når værtsparret ville have sin nattero. For midt i alle de mange praktiske, politiske og økonomiske gøremål bliver der festet rigeligt igennem i ”Bakkehuset” i de perioder, hvor stedet kan opvarmes.
Vigtigt var også L. N. Hvidts engagement i dampskibstrafikken på Øresund fra København, hvor først ”Caledonia” og siden ”Frederik 6.” besejlede blandt andet Bellevue og Vedbæk.
Naturligvis først og fremmest til gavn for andre landliggere og dagturister, men også som en bekvem adgang for borgerskabets travle mænd, der fra Vedbæk skulle til storbyen og passe forretningerne.
Hustruen dør i 1852 og L.N. Hvidt selv fire år senere. I direkte forlængelse af forældrene viderefører sønnen Eduard Julius Hvidt (1806-1882) en stor del af faderens økonomiske engagementer og ”Bakkehus-traditionerne”. Han tilkøber naboejendomme og er også blandt de rigmænd, der tilbyder at sikre det økonomiske fundament for bygningen af Vedbæk Kapel i 1870-71.
Næste Hvidt i rækken hedder igen L.N. Hvidt (1840-85), men efter sin tidlige død er det hustruen Elisabeth (1848-1932), der styrer selskabslivet og gør ”Bakkehuset” til en kulturel perle for de øvre socialklasser.
Med en galoperende inflation under Verdenskrigen, kan Elisabeth ikke få det hele til at løbe rundt, og hun sælger huset i 1915. 104 år i Hvidt-familiens besiddelse, og nu indvarsles nye tider, med den ny ejer Johan Levin, men det er en anden historie.
Blot skal her nævnes at det er Levin, der står for opførelsen af det nuværende ”Bakkehus”.
Kilde: Margit Schrøder i ”Bakkehuset i Vedbæk”, 1992
