Greve: Triatleten Carol Rasmussen fra Karlslunde vandt VM i disciplinen Xterra på øen Maui i Hawaii
Blandt 800 triatleter fra hele verden var Carol Rasmussen fra Karlslunde bedst.
Den 48-årige skolelærer vandt dette VM i klassen 45-49 år kun 14 dage efter at have gennemført VM i Ironman samme sted - 3,8 km svømning i åbent hav, 180 km cykling afsluttende med et maratonløb på 42 km.
Der er to virkelig hårde Ironman i verden, på Lanzarote og på Hawaii. Det var med en god placering på Lanzarote, at hun kvalificerede sig til VM på Hawaii.
Mange træningstrimer og forberedelse lå bag, inden hun sammen med sin trofaste støtte, sin mand Rune, drog til Hawaii, hvor hun havde specielt store forventninger til deltagelsen i Xterra.
Cykling stor force
- I Xterra er det cykeldisciplinen, der vejer tungest i modsætning til Ironman, hvor det er løberen, der har størst fordel. Og cykeldisciplinen er netop min helt store force. Jeg plejer at kalde mig selv for Duracell, da jeg kan køre 12 eller 24 timers mountainbike uden problemer. Jeg er måske ikke så hurtig, men jeg kan blive ved og ved, lyder det fra Carol Rasmussen.
Derfor gik Carol Rasmussen, der er regerende Europamester i off-road triatlon og dansk mester i duatlon, efter en podieplads i Xterra, hvorimod hun havde et mere spinkelt håb om medalje i Ironman.
Skadet
Rent faktisk leverede hun en særdeles fornem Ironman, hvor hun dog var så uheldig at blive skadet:
- Jeg lå faktisk på 6.pladsen, og der var ikke langt op til nr. 4 og 5. Min cykling og mit løb gik helt forrygende, lige indtil jeg ca. 25 km ude på ruten mærkede en fibersprægning i min dårlige læg, som jeg havde døjet en del med op til netop Ironman.
Carol Rasmussen valgte at gå de sidste 17 km hjem i håb om ikke at skade benet yderligere, da hun var en af favoritterne i Xterra to uger senere.
- Bagefter er jeg lykkelig for den beslutning, da det jo lykkedes at vinde VM i Xterra. Det er jeg rigtig stolt og glad over, siger Carol, der brød grædende sammen, da hun fik besked om resultatet på Hawaii.
- Miraklernes tid var ikke forbi, for på trods af min skadede læg kunne jeg alligevel klare løbet hele vejen i Xterra, og det endda i den næstbedste tid. Jeg sikrede dermed mig, Karlslunde Tri og Dansk Triathlon Forbund et VM, lyder det triumferende fra den lykkelige VMvinder efter en lidt kaotisk dag, der var startet allerede kl. 9 om morgenen med 1,5 km svømning i 2-3 m høje bølger og sluttede med tsunami advarsel.
Resultatet blev, at Carol Rasmussen vandt i 3:33:09 foran Keri Grosse,USA, i 3:34:42 og Paola Goldoni 3:34:42.
Fantastisk stævne
For triatleterne var det et helt fantastisk stævne.
- Selve optakten var ovenud flot med velkomstmiddag på det fashionable Ritz-Carlton. Og man kan sige, hvad man vil om dette VM i Ironman, men rent kvalitets- og stævnemæssigt, hvad angår rutens beskaffenhed, naturen, hyggen m.m., er der intet, der slår dette på Hawaii.Det var helt forrygende at være med til, med fede videoer, god mad og gensyn med andre atleter fra hele verden, siger Carol Rasmussen, som på hjemturen undgik Sandy, da rejsen gik nord om denne storm på USA' østkyst.
Hun slutter et rejsebrev med beskrivelse af den fantastiske tur med ordene:
-Jeg glæder mig til at se jer igen på Hawaii!
Blod på tanden
Hun har fået blod på tanden efter flere medaljer
- Jeg har endnu ikke lagt mig helt fast, men til foråret kunne jeg godt tænke mig at deltage i Sydkyst halv maraton eller maraton. Jeg kunne også tænke mig VM i ITU langdistance triathlon i Belfort Frankrig til Frankrig til juni 4 km svømning, 120 km cykling, 30 km løb) eller samme weekend DM i kort triatlon. I juli er der EM i ITU cross triatlon i den Haag Holland. Til august kommer Copenhagen Challenge Ironman og i september Berlin Marathon, så der bliver masser af muligheder for at finde flere medaljer, ler Carol Rasmussen i hjemmet i Karlslunde.