Af Adam Grandjean
Orker vi mere Anna?
Det er ikke mere end to år siden, at SMK (Statens Museum for Kunst) viste en omfattende soloudstilling med maleren Anna Anchers kunst. At Ordrupgaard nu satser på endnu en udstilling af hendes fantastiske værker er godt tænkt og i tidsånden yderst relevant, fordi fokus her for første gang i nyere tid er arbejdsrelationen, respekten og kærligheden mellem ægtefællerne Anna og Michael Ancher i Skagen.
I den danske kunsthistorie er der flere eksempler på, hvor ægteskab med en mandlig kunstner betyder hustruens farvel til selv indlysende kunstneriske ambitioner.
Elisabeth Jerichau Bauman fik stor succes som maler på trods af ægteskabet med billedhuggeren Jens Adolf Jerichau. Carl Nielsens hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, stod fast, men havde ikke just en nem kunstnerisk karriere med den notorisk infidele spillemand.
Maleren Bertha Wegmann giftede sig ikke. Mest grelt var måske maleren Vilhelm Lundstrøm, som på bryllupsrejsen til Rom smed Yrsas staffeli og malerkasse ud ad togvinduet med bemærkningen: ”Der er kun plads til en kunstner i dette ægteskab.” Tilbage til sagen.
Da den 24-årige Michael Ancher på en rejse til Skagen i 1874 forelsker sig i den kun 14-årige Anna Brøndum (fyh!) forærer han hende året efter en malerkasse og skriver: ” Lad det være Dit Maal at blive Malerinde, og alt vil gaa godt.”
Sådan gør en ”moderne” mand, som måske også i nakken fornemmer blikket fra en potentiel fremtidig stout og viljefast svigermoder, Ane Hedvig Brøndum (Brøndums Gæstgivergård), som støtter sin unge kunstnerdatters ønske om at komme på Tegneskolen for kvinder hos kunstmaleren Vilhelm Kyhn i Hovedstaden (Kunstakademiet gav dengang ikke kvinder adgang): “…for fremtiden skal du skrive og sige hvad du trænger til, intet er mig kjærere end at betale for din Lærdom, det ved du nok.”
Take that, Michael. Og det gjorde han.
Franske impulser
Forlovelsen skete på Annas 18-års fødselsdag, og brylluppet stod tre år senere.
På det tidspunkt havde de indrettet bolig i Brøndums gamle havehus, og bornholmeren Michael, der var uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, slog samme år kunstnerisk igennem med det store maleri ’Vil han klare pynten?’, som kong Chr. 9. købte på Charlottenborgs Forårsudstilling, og som derfor til daglig hænger hos ”Daisy” på Amalienborg.
Det særlige Skagen-lys og den maleriske fiskerbefolkning lokkede i slut-1880’erne en række kunstnere fra Nordkystens Hornbæk til Nordjyllands gren. Karl Madsen, Peter Severin Krøyer, kaldet Søren blandt venner, og nordmændene Chr. Krogh og Fritz Thaulow slog sig ned i Skagen og dannede skole.
De havde besøgt Paris og fornemmet de nye strømninger i kunsten, der fordrede maleri i fri luft, realisme og naturalisme i motiverne. Slut med det akademiske guldaldermaleri (selvom Eckersberg også malede Colosseums buer i det fri). Det moderne gennembrud i dansk kunst var en realitet.
Udstillingen på Ordrupgaard viser eksempler på, at Anna og Michael ikke blot maler de samme motiver, men også i fællig maler det centrale værk ’Dagens arbejde bedømmes’ fra 1883.
Maleriet viser kunstnerne i petroleumslampens skær med blikket rettet mod et billede på staffeliet. Motivet er sløret og uigenkendeligt. Det vigtige er roen, harmonien og fortroligheden mellem Anna og Michael med hånden på hendes skulder. Sammen og hver for sig.
Sammen er de dog i den grad, og frugten af det ”samarbejde” bliver datteren Helga, som fødes i 1883. Udstillingen viser flere værker, hvor Helga optræder, bl.a. på Anna Anchers vidunderlig pastel ’Lille pige med blomst’ fra 1895.
De førnævnte norske malere i Skagen bragte pastelfarver med hjem fra Paris, og Anna, uden særlig viden om pastelfarvernes muligheder, kaster sig dygtigt over udfordringen. Sarte og smukke er udstillingens pasteller fra hendes kyndige hånd.
Eget atelier
Familieforøgelsen betød, at familien flyttede til et hus på Markvej 2 tæt på det gamle. Her kunne kunstnerne få hver sit atelier og plads til døren-er-aldrig-låst gæstfrihed og selskabelighed.
Huset, som absolut er et besøg værd i dag, viser Anna og Michaels forskellighed, når det gælder indretning. På fotos på udstillingen ses Michaels atelier indrettet som en stor hyggelig dagligstue i osmannisk stil med mørke farver og billeder in-the-old-fashion-way ophængt på gallerilister. Annas derimod er nærmest spartansk indrettet med lyse vægge, ovenlysvindue og færdige værker stående ved væggen med den anonyme bagside udad. Michaels hule byder gæstfrit indenfor. Annas er lukket og privat. No go.
Ordrupgaard viser en perlerække af kendte og mindre kendte værker. Michaels dramatiske billeder med vejrbidte fiskere i storm og regn. Det fransk inspirerede, fortællingsløse ’Figurer i et landskab’ med den unge Tine, der vinder garn og den blinde Kristian i sandet.
Og som kontrast Annas med tiden stadig tydeligere impressionistiske værker, hvor motivet, gardinerne, møblerne, blomsterne i modlyset gradvist fortoner sig, og de dirrende farver tager over.
Gyldne skitseprægede solaftegninger på en væg. Hvad mere minimalisme kan man ønske sig? Sublimt.
Det gode liv
Måske blev der i starten på kunstnerægteskabet sendt rigtig meget varm mad over fra Brøndums Gæstgivergård til Markvej 2. Senere betød Annas og Michaels succes imidlertid råd til en vinterbolig på Frederiksberg, rejser til Verdensudstillingen i Paris, og senere Chicago, hvor de begge udstillede, rejser til Italien, Berlin, München, guldmedaljer, ridderkors (til Michael) og solo- og fællesudstillinger i Göteborg, Venedig, London og i Kunstforeningen i København.
Summa summarum: dette banebrydende og nyskabende powercouple i dansk kunst får virkelig fortjent momentum på Ordrupgaard. Hip hip hurra. Og fem funklende stjerner.
