Der er nu åbnet for togtrafik på Svendborgbanen, efter at et tog tirsdag ramte og dræbte en kvinde, oplyser Banedanmark.
- Der er nu åbnet igen, men det tager lidt tid, før driften igen er helt normal, siger presserådgiver Erik Lorentz fra Banedanmark til Ritzau.
Ulykken satte en prop i togtrafikken mellem Odense og Højby, og busser blev sat ind i stedet for tog.
Ulykken skete tirsdag middag ved Fruens Bøge og gav forsinkelser for fynboerne.
- Det er klart, at en bus tager længere tid end med et tog, men de forsøger at gøre det så rettidigt som muligt, sagde Erik Lorentz tidligere.