Yngste læge er rykket ind i Rungsted

Bare to måneder efter 34-årige Martin Zittan blev færdig som almen praktiserende læge i august, overtog han læge Jan Deigaards praksis og hans del af Lægerne på Rungstedvej 76.

Dermed er han en af landets yngste praktiserende læger.

Martin Zittan, der er født og opvokset i Kokkedal, har læst på Københavns Universitet og blev færdig som læge i februar 2005. Herefter var han en periode på børneafdelingen i Holbæk, inden han startede sin turnus i det gamle Frederiksborg Amt.

"Jeg var et år på Helsingør Sygehus, inden jeg i forbindelse med min almene praksis del af turnus kom til lægerne på Rungstedvej 76 i juni 2006. Efter endt turnus gik jeg i gang med den femårige videreuddannelse til praktiserende læge," fortæller Martin Zittan.

Det betød, at han undervejs var ansat på kirurgisk, gynækologisk, hjertemedicinsk, børne- og psykiatrisk afdeling på Hillerød hospital og i almene praksis i Frederikssund og Rødovre.

Det var hans tid hos Lægerne på Rungstedvej i 2006, hvor han blev særligt interesseret i faget som alment praktiserende læge.

"Jeg har siden holdt god kontakt med lægerne og det øvrige personale i Rungsted og deltaget bl.a. i sommer og julefrokost arrangementer, ligesom jeg har løbet en del sammen med Lars Ostermann (praktiserende læge Rungstedvej 76 - red.)," oplyser Martin Zittan.

To gange har han været i vikariat hos Lægerne på Rungstedvej, og her talte han med Jan Deigaard om at overtage hans plads i kompagniskabet, når han skulle på pension. Privat er Martin Zittan gift med Cathrine, der er advokat. De mødte hinanden som elever på NGG, og har sønnen Vilhelm på 16 måneder.

De bor i Charlottenlund, og fritiden går med hygge med familie og venner, og så er den unge læge en ivrig løber.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...