I september 2021 kom det frem, at Hells Angels havde bosat sig i erhvervsområdet Ved Klædebo, der ligger i Hørsholm.
Nu har Nordsjællands Politi besluttet at lukke to rocker-/bandetilholdssteder for at forhindre, at den verserende konflikt mellem Hells Angels og den forbudte gadebande LTF udvikler sig yderligere og for at skabe tryghed for beboerne i områderne.
Det ene af de to tilholdssteder ligger netop i førnævnte erhvervsområde, nærmere bestemt på adressen Ved Klædebo 14, lejemålene/camp 6 og 11, 2970 Hørsholm. Det oplyser Nordsjællands Politi tirsdag.
Artiklen fortsætter under foto...
Lukningen sker i medfør af lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme – bedre kendt som rockerloven.
- Vores nærhed til København og de voldsomme hændelser, som har udspillet sig der, har betydet, at vi gør, hvad vi kan, for at medvirke til at konflikten ikke udvikler sig yderligere. Borgerne i de berørte områder og i hele politikredsen skal kunne være trygge, og derfor har vi besluttet at lukke de to tilholdssteder, siger politiinspektør Svend Foldager, Nordsjællands Politi.
Lukningerne betyder, at det i perioden fra i dag den 12. september klokken 15.30 til foreløbig den 26. september klokken 15.30 er forbudt at opholde sig på adressen.
