Lørdag åbnede en ny butik i Hørsholm Midtpunkt, som ikke bare er helt ny i lokalområdet. Den nye butik i de lokaler, hvor Gant-dametøj lå tidligere, er Danmarks første specialbutik med det svenske og bæredygtige modetøjsmærke, Boomerang.
"Vi mener, at der er plads til et mærke som Boomerang på det danske marked og har derfor valgt at satse en butik alene på det i Hørsholm," siger Magnus Andersen, der i forvejen styrer flere Gant-butikker i hovedstadsområdet.
Boomerang er baseret på en bæredygtig grundtanke, hvor alle kollektioner er inspireret af naturens cyklus. Ud over at bruge økologisk bomuld og materialer produceret med minimal miljøbelastning i produktionen, satser tøjmærket på genbrug, deraf navnet Boomerang.
Ved at aflevere sit gamle tøj i butikken, kan man få ti procent rabat på en ny vare. Det returnerede tøj vil herefter blive solgt under brandet "Boomerang-vintage" med den svenske økologiske certificering "Bra Miljöval".
"Boomerang har et meget anderledes koncept end tøjet i vores andre butikker. Netop derfor mener vi også, at der er en god mening i at åbne butikken i Midtpunkt," siger Magnus Andersen.
Magnus Andersen gætter på, at tøjets tidløse og skandinaviske stil samt lidt billigere pris end tøjet i Gant vil appellere til en bredere og yngre kvalitetsbevidst kundegruppe fra 18 til 45 år. Og det er Anne Mortensen,ekspedient i Boomerang og som de andre ekspedienter hentet fra Gant-kæden, helt enig i.
"Her taler tøjet til en bredere målgruppe, i hvert fald hvis de kan lide natur og historie," siger hun og peger på et gammelt nordisk kort på væggen.
Boomerang åbnede som sagt lørdag. Det skete, efter at et par folk fra firmaet i Stockholm havde været med til at indrette deres første specialbutik i Danmark - for at sikre, at den kom til at fremstå i den helt rigtige Boomerang-ånd. Og de første dage tyder på, at den ånd falder meget godt i Hørsholm-kundernes smag.
"Jeg synes, at der har været godt med besøg allerede, og kunderne er positive over for tøjet og butikken her," fastslår Anne Mortensen.