Solrød: McDonalds i Solrød var tvunget til at flytte, og nu kan de snart rykke ind i helt ny restaurant i to etager.
Der er ikke blevet sparet på krudtet. Da McDonalds på Motelvej i Solrød fik beskeden om, at de var nødsaget til at flytte på grund af den kommende linjeføring mellem København og Ringsted, så blev det besluttet, at den nye restaurant skulle være tip top. Og det er den blevet - eller bliver.
I disse uger er der ved at blive lagt sidste hånd på det nye byggeri.
McDonalds havde ikke rigtigt noget andet valg end at flytte, da togene ellers ville drøne lige igennem den nuværende restaurant. Den nye bygning er opført lidt tættere på motorvejen og kun få meter fra den "gamle restaurant".
- Det er glædeligt, at vi kunne bygge på vores nuværende grund, og det har hele vejen igennem været en fin proces. Byggeriet gik i gang i juni, og vi er klar til at åbne den nye McDonalds 30. november, fortæller franchisetager Lars Dinesen.
Han er en travlt mand, som indehaver af foreløbigt syv McDonalds.
Tog-udsigt
Når togene med tiden kommer drønende, bliver det kun få meter fra den nye restaurant. Sådan cirka 25 meter væk. Så for nogle gæster venter der en ekstra oplevelse, mens de sidder og guffer burgere i sig.
Business manager hos McDonalds i Solrød er Tommy Hansen, og han går og tripper for at tage det nye sted i brug, som ikke mindst udmærker ved at være i to etager.
- Der er ingen tvivl om at den nye restaurant bliver en luksus-udgave af McDonalds, hvor der ikke er sparet på noget. Så jeg er rigtigt spændt på at kunne byde kunderne indenfor i de nye omgivelser, fortæller Tommy Hansen.
Den nye McDonalds bliver 25 procent større end den nuværende, som snart bliver revet ned. Der bliver 225 siddepladser og et stort legeland til børnene - og så bliver der to driv-in steder.
Åbningen
McDonalds på Motelvej er en stor virksomhed med 80 ansatte.
- Og vi elsker, når der er rigtigt travlt. Personalet har det i det hele taget rigtigt godt med hinanden, men vi gør også meget for at skabe et godt sammenhold. Vi er med til DHL-løbet, går til bowling, i biografen og meget andet, fortæller business manager Tommy Hansen.
Men i denne tid er al fokus på fredag 30. november klokken 10, når dørene åbnes til den nye McDonalds. Her kommer Ronald McDonalds naturligvis forbi. Om lørdagen får burgerrestauranten besøg af Solrød Brandvæsen og søndag kan alle børn få lagt en fin ansigtsmaling.
De sidste to dage inden åbningen - altså 28. og 29. november - holdes der helt lukket, så personalet i ro og mag kan flytte til de nye luksus-gemakker.