Et flertal i Solrød Kommunes byråd har netop indgået en aftale om budgettet for 2024 til 2027. Som det har været beskrevet lige siden sidste budgetforlig, har der denne gang skullet findes besparelser, og de lyder på cirka 27,4 millioner kroner i 2024 stigende til 37,1 millioner kroner i 2027. Foruden en lang række prioriteringer ændres også sammensætningen af politiske udvalg.
Som det oplyses i en pressemeddelelse, er det Konservative, VoresSolrød, Liberal Alliance, Havdruplisten, Dansk Folkeparti, Venstre og løsgænger Lil Lyrstrand, der har indgået en aftale om budgettet, mens Socialdemokratiet står uden for. Og aftaleparterne bag budgetaftalen har besluttet at finde en sum penge på byrådet i form af sammenlægning af politiske udvalg, vederlag og mødeforplejning.
Det betyder, at Kultur-, idræts- og fritidsudvalget og Natur-, klima- og planudvalget lægges sammen i et politisk udvalg, som kommer til at hedde Kultur- og naturudvalget. Byrådet kommer således på fremtidige møder til at tage stilling til, hvilke byrådsmedlemmer der skal sidde i de tre politiske udvalg samt i Økonomiudvalget, som det lyder i pressemeddelelsen.
Skattestop
Aftalen har overskriften “Styr på økonomien – ansvarlige prioriteringer”, og i pressemeddelelsen lyder det videre, at den sikrer orden i økonomien og støtter op om byrådets vision om sammen at skabe det bedste sted at leve og bo som både barn, yngre og ældre, og at kommunen kan fortsætte sin positive udvikling.
Første punkt i aftalen lyder på kommunalt skattestop, som parterne i budgettet indfører, når den sidste justering af kommuneskatten er foretaget i 2024. Samtidig indføres et økonomisk princip om, at Solrød Kommune ikke må have en højere indkomstskatteprocent end landsgennemsnittet.
Det kommer af kommunens bidrag til udligningsreformen, som blandt andet betyder, at Solrød Kommune lige nu sender endnu flere penge afsted til andre kommuner. For at kompensere for tabet til udligningsreformen blev det i budget 2021 besluttet at sætte kommuneskatten gradvist op i perioden 2021-2024 frem for eksempelvis at spare på velfærden, og med de løbende justeringer af kommuneskatten kommer Solrød Kommune op på en skattesats svarende til 24,99 procent, som er lige i underkanten af landets gennemsnitlige kommuneskat, der i 2023 ligger på 25,02 procent.
Klippekortsordning genindføres
Der er en lang række elementer i aftalen, og nogle af disse har været beskrevet i forbindelse med budgetforhandlingerne. Eksempelvis er solceller på kommunale tage blevet nævnt, ligesom det bliver i aftalen:
“Aftaleparterne er derfor enige om at byrådet senest i første kvartal 2024, forelægges en sag til principbeslutning. Fordele og ulemper, ved henholdsvis at indgå i samarbejder med forsyningsselskaber om at opsætte solceller på kommunens bygninger, sammenholdt med at oprette et kommunalt selskab til energiproduktion, skal i den forbindelse afdækkes af forvaltningen. Det er aftaleparternes ambition, at de første solceller bliver opsat allerede i 2024”, står der.
Også den såkaldte klippekortsordning for de mest sårbare ældre i både hjemmeplejen og på Plejecenter Christians Have er noget, parterne er blevet enige om at videreføre for at give mulighed for selvvalgte sociale aktiviteter.
Budgettet for 2024-2027 bliver endeligt vedtaget på byrådsmødet den 11. oktober 2023, hvor der er spørgetid fra 18.45, inden selve mødet går i gang klokken 19.