Greve: Siden den 1. oktober har familien Kelø stået bag disken i blomsterbutikken Orkidéen i Greve Midtby Center. Faste kunder vil allerede på den korte tid have set flere ændringer i butikken.
Flere ændringer er på vej, efter familien har stået på spring for at overtage den fine blomsterbutik, der har to salgslokaler og to indgange.
- Vi har egentlig villet købe butikken allerede for 10 år siden, hvor den tidligere ejer, Vivian, købte butikken. Det blev ikke til noget, men det har altid ligget i baghovedet, så i mellemtiden er vores datter, Line, blevet blomsterbinder. Hun har faktisk arbejdet her i butikken hos Vivian i et år, og da hun gerne ville sælge på grund af sygdom, slog vi til, fortæller Janne Kelø, der er indehaver af butikken sammen med sin mand.
Det stod ellers ikke ligefrem i kortene, at hun og hendes mand skulle have en blomsterbutik. Martin er tidligere politibetjent, der nu driver en virksomhed, der tilbyder sikkerhed for Danmarks mest velhavende familier, og Janne er tidligere tandklinikassistent.
- Det er kun Line, der er uddannet. Jeg kan sgu ikke binde en buket blomster, men så kan jeg en masse andet, jeg kan bidrage med. De andre har bare interessen, og så har vi nogle blomsterpiger, som har været tilknyttet butikken i nogle år. Vi har også en dekoratør ansat, siger Martin Kelø.
Parret overtog butikken den 1. oktober og har siden brugt en masse tid på at lave alt i butikken om. Det har blandt andet givet plads til et kølerum til blomsterne.
- Det var der ikke før, og det er for at få blomsterne til at holde længere. Det er en stor investering, men det handler om, at man over for sine kunder leverer et produkt, som kan holde. Bare de få uger, vi har haft det, kan vi se, at blomsterne inde i rummet holder dobbelt så lang tid, siger Janne Kelø.
Nu skal butikken udvikles yderligere.
- Man får blandt andet en masse idéer på grønttorvet, der inspirations- og jule kurser. Og når man selv går ud og handler eller kører en tur, og jeg ser en blomsterbutik, så går jeg altid ind og kigger. Jeg holder øje i bladene for at følge trenden, og så får man også et netværk, fordi man møder masse bindere og dekoratører.
- Men det der er det vigtigste for os i butikken er en god service. Basis skal være i orden og atmosfæren skal også være hyggelig. Der er næsten vigtigere end at vi er total i front med den nyeste mode, siger Janne Kelø.
Orkidéen er åben syv dage om ugen.