Den nu afdøde Axel Strøbye var en af de skuespillere, som var med til at cementere kvaliteten og bredden i dansk filmindustri og skuespilkunst.

Inden sin død som 77-årig i 2005 nåede han at være med i over 100 film, tv-serier og teaterstykker. Han var med i en række komiske filmroller, dengang Danmark var et landbrugssamfund i 1950'erne og 60'erne.

De fleste danskere kender Strøbye som den hurtigtsnakkende og med vilje ineffektive kriminalassistent William Thormod Jensen i 'Olsen-banden', der mener at have gennemskuet meningen med politietaten og det politiske system, samt som den joviale, snu og lidt anmassende landsretssagfører Viggo Skjold Hansen i 'Matador', hvor han spillede fortrinligt sammen med den farverige og ligefremme Musse (spillet af Birthe Backhausen) og deres måske-lesbiske datter Iben ('fars pige', spillet af Ulla Henningsen).

Endvidere var han med i så forskellige film som 'Familien Gyldenkål', 'Pelle Erobreren' og 'Babettes gæstebud'. Begge sidstnævnte har vundet en Oscar til dansk film.

En typisk og herlig Axel Strøbye-rolle spillede han i 'Min søsters børn', hvor han var den verdensfjerne, men principfaste børnepsykolog-onkel Erik Lund uden reel praktisk erfaring med børn.

Måske huskes det sjældnere, at Strøbye også var med i en lang række klassiske skuespil af bl.a. Holberg, Shakespeare, Strindberg og Ibsen, idet han ved siden af film var ansat en menneskealder på Det kgl. Teater.

Axel Strøbye var født den 22. februar 1928 i Fiskenes neptunske og kunstneriske tegn. Faren drev herreekviperingshandlen Parma på Amager, og her voksede Axel Strøbye op i et borgerligt hjem.

Freud har ikke levet forgæves: Vi ved, at opvæksten betyder en del for udformningen af en persons karakter og væremåde. Forældrene havde ingen anelse om, at moren skulle føde tvillinger, og dette kom som en noget ubelejlig overraskelse under selve fødslen.

Axel var således den yngste af to tvillingebrødre. De var meget forskellige, såvel af sind som af udseende: Jørgen stor og lys, Axel lille og mørk.

Axel følte, at Jørgen havde forældrenes støtte og kærlighed, mens han ikke selv havde det. Som biografien forklarer:

"Ud af hjemmet på Greisvej (på Amager) voksede en lille tvillingedreng, der følte sig uønsket, men som havde helt usædvanligt kreative evner, som han udviklede og perfektionerede for at gøre opmærksom på sig selv. En højt begavet dreng med en sprudlende humor, en stædig karakter og et følsomt sind, der havde en enorm trang til at udfolde sig. Axel tegnede, malede og optrådte".

Axel måtte hævde sig. Han var meget bevidst om, at hans trang til at optræde og lave tryllekunster var en kompensation for livet i skyggen af sin bror derhjemme.

Tvillingebroen Jørgen emigrerede til USA i 1959 og har boet der siden. Broren er sammen med anden familie og omgangskreds en af kilderne til biografien.

Axel vidste tidligt, at han var som skabt for scenen. Skønt han tit og ofte optrådte med sine underholdende talenter for familie og venner, nærede forældrene modvilje mod Axels karrieplaner.

Han følte sig uønsket og misforstået. Skuespiller - ikke tale om! Faren ønskede, at Axel skulle uddanne sig til jurist, moren tandlæge. Det er heldigvis godt, at forældre ikke altid får deres vilje!

Et kompromis blev opnået i form af, at Axel kunne blive arkitekt. Det lykkedes ham at blive optaget på dette studium, men efter nogen tid og nogle enetimer hos skuespilleren Olaf Ussing, blev han i hemmelighed optaget på Det Kgl. Teaters elevskole. Han kom ind i 1950 og gennemførte uddannelsen, der dengang tog to år.

På elevskolen blev han gode venner med en anden elev, Frits Helmuth, og de to udviklede et varmt venskab, der varede hele livet.

Skønt Axel havde åbenlyse evner for scenekunst, var de første mange år som nyuddannet skuespiller ikke nogen dans på roser. Det var uhyre svært at få job, og han måtte derfor en sæson til Aalborg (hvilket med datidens infrastruktur forekom endnu længere væk end i dag) for at få engagement.

På Aalborg Teater gjorde han imidlertid en særdeles god figur. På teatret mødte han også to mennesker, som skulle komme til at få betydning for ham. Skuespillerinden Kirsten Jensen, som han giftede sig med året efter, og Jørgen Buckhøj ('Mads Skjern') med hvem han udviklede et nært og broderligt forhold.

Tilbage i København blev Axel - efter vellykket reklamefilm for Valo sæbepulver - headhuntet af Stig Lommer til Aveny Teatret på Frederiksberg, hvor han også bosatte sig.

Fra da af fik hans scenekarriere et voldsomt skub fremad. Omvendt proportionalt gik det på hjemmefronten. Samlivet med Kirsten Jensen er skildret som trist og stagnerende i biografien, og det barnløse ægteskab blev opløst efter nogen tid.

Biografien har et let og hurtigt, kronologisk flow, der tager læserne med gennem de forskellige tider og faser i Strøbyes liv. Dermed henvender bogen sig til bredere segmenter af læsere.

Axel var noget af en charmør og tiltrak ofte charmerende selskab. Han havde sans for at gå efter de smukke og attråværdige damer. Efter skilsmissen levede han sammen med skuespilleren Lone Hertz (fra bl.a. 'Frøken Nitouche' og 'Sommer i Tyrol') i denne filmstorhedstid i årene 1962-1975.

Sammen fik de børnene Tomas og Micaëla. Tomas havde et handicap, som udfordrede familielivet i stor grad. Det var måske en medvirkende årsag til, at det kom til et brud mellem de to.

I 1978 giftede Axel Strøbye sig på ny med skuespilleren Hanne Borchsenius, hvilket biografien skildrer som et temmelig temperamentsbetonet ægteskab.

Livet i Charlottenlund

Strøbye var gift i 27 år med Hanne Borchsenius (fra bl.a. 'Støv for alle pengene' og Søs i 'Far til fire'), men de to fik aldrig nogen børn sammen. De boede og levede i en imposant villa på Wernersvej 15 i Charlottenlund, hvilket dannede rammen for deres hjem i hele deres ægteskab.

Trods de storslåede rammer og det succesfulde arbejdsliv, var hjemmelivet ikke fuldt ud lykkeligt for Axel. Hanne Borchsenius portrætteres lidt ensidigt i bogen som en ilter, jaloux og uligevægtig xanthippe, der hersede med sin mand, som til gengæld fandt sig i for meget, men dog blev i ægteskabet, fordi han ikke magtede at gå.

Dog var de problematiske hjemlige forhold ikke noget, Strøbye delte med offentligheden.

Det sker ofte, at et menneske, der bliver et kendt ansigt på scenen og i medierne, påtager sig en persona, som skal skabe en distance mellem det glamourøse offentlige liv i rampelyset og privatlivet.

Mens Strøbye havde stor medvind de fleste af årene i sit arbejdsliv, var han indimellem offer for stor modgang i sit tilbagetrukne, private liv. Og når den netop udkomne Strøbye-biografi genfortæller Strøbyes liv, er dette nogle af de forhold, bogen kommer ind på.

Hvordan hans forskellige kærlighedsforhold i virkeligheden var, og om portrættet af Borchsenius er sanddru, er svært at vurdere for udenforstående. Til gengæld er der mange ting i biografien, som underbygger titlen 'Axel Strøbye - en tragisk komedie', men jeg er ikke vild med undertitlen.

Jeg synes ikke, Strøbyes liv kan betegnes som en komedie, om end han var en dygtig komiker.

Det er klart, at når man skal se et menneskes liv i en helhed, er der mange facetter og også modsatrettede, komplicerede karaktertræk, der kommer til udfoldelse.

Bogens forfattere har dog valgt at fremhæve dette tema i den sensationsbetonede undertitel, men i al sin banalitet rummer livet jo både sejre, munterhed, sorg og modgang. Også for kendisser. Så selvom Axel Strøbye havde en stærk komisk åre, oplevede han også personlige tragedier.

Bristede illusioner og personlige kriser til trods var Strøbye en personlighed med stor spændvidde og mange talenter. Han havde adskillige interesser, f.eks. kultiverede han en livslang interesse for filosoffen Søren Kierkegaard og interesserede sig også meget for jazz samt for at male.

En stærkt grundfæstet flyfobi blev i stor grad overvundet ved, at Strøbye selv tog flyvercertifikat, og ifølge venners udsagn var han en udmærket pilot.

Eftermæle

Naturligvis er det Strøbyes arbejde som skuespiller, de fleste husker ham for, en metier, som han virkelig elskede. "Når far filmende, var han som en fisk i vandet", fortæller datteren Micaëla Strøbye.

Og skuespillerkollegaen, Sonja Oppenhagen, husker ham som et overskudsmenneske, mens Ole Ernst citeres for at betegne ham som "en strålende karakterskuespiller og en stor komiker".

På den sproglige front var en smuk rigsdansk højstatus-diktion karakteristisk for Strøbye i en række film. Den ansete skuespillers sidste filmrolle var i 'Olsenbandens sidste stik' fra 1998.

Han døde som sagt i 2005, mens Hanne Borchsenius døde i marts i år.

I bogen skildres de store linjer i Strøbyes personlige liv, der udfoldede sig i en interessant æra i dansk kultur og scenekunst. Biografien er ikke noget kulturhistorisk vidnesbyrd som sådan, men man mærker, at de to forfattere i deres skrivestil er professionelle og samtidigt har ægte sympati for deres hovedperson.

Bogen er krydret med en række hyggelige illustrationer (hyggelige pga. nostalgien).

Villabyernes anmelder giver biografien om en af Danmarks herligste skuespillere fire stjerner ud af fem.