Doktorfisk - nu også i Gentofte

Lider man af eksemer eller af psoriasis, kender man måske allerede til behandlinger med Garra Rufa-fisken, også kaldet doktorfisk. For fisken har nemlig døde hudceller som sin livret, og i Asien har man i mange år brugt fisken både til behandlinger og til velvære.

Og nu er Garra Rufa kommet til Gentofte, nemlig hos 'Chiang Rai Wellness' på Bernstorffsvej 13A i Hellerup. Her har indehaverne Lin og Lars Bjerregaard netop indrettet et behandlingsrum med to store kar, som hver rummer 670 liter vand og 400 fisk.

"Karrene er så store, at man kan nedsænke hele kroppen i det lune vand og dermed få behandlet hele kroppen på én gang. Men ønsker man kun en fodbehandling, hvor man får fjernet hård hud, er karrene indrettet med siddepladser, så man blot stikker fødderne i vandet", fortæller Lars Bjerregaard.

Garra Rufa-fisken har ingen tænder, så den bider ikke i huden. I stedet 'støvsuger' den de døde celler af, så hård hud forsvinder og eksem og psoriasis holdes nede i en periode, og huden efterlades blød.

Han tilføjer, at der er visse retningslinjer for brugen af fiskespaen.

"Har man fodvorter, smitsomme hudlidelser eller åbne sår, må man ikke benytte spaen. Der er også regler for, hvor lang tid der skal gå, efter at man har smurt creme på huden eller lakket sine negle", siger han og henviser til hjemmesiden chiangrai.dk for mere information.

På siden kan man også læse om de forskellige typer thaimassage, som 'Chiang Rai Wellness' tilbyder.

Lin, som er uddannet i den traditionelle thaimassage, og desuden har arbejdet med kinesisk massage en del år, fortæller, at man både kan få den dybdegående thaimassage og den mere afslappende velværemassage af f.eks. ansigt, nakke og fødder,

"Som thaimassører ser vi kroppen som en helhed, og vi vurderer den enkeltes behov grundigt, inden vi foreslår en behandling. Måske har man smerter i ryggen eller eftervirkninger fra piskesmæld, måske har man mest behov for at slappe af fra en stressende hverdag og få genskabt balancen i kroppen", siger hun, som oprindeligt kommer fra det nordligste Thailand, fra byen Chiang Rai, som har lagt navn til wellness-forretningen på Bernstorffsvej.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...