Suzuki-Torben dømt for politivold

Køge: Synderegisteret for én af Danmarks kendteste rockere er nu blevet lidt længere.

Torben Ohlsen Jensen, bedst kendt som Suzuki-Torben, blev fredag fremstillet i Retten i Roskilde tiltalt for vold mod politiet. Anklagebænken delte han med sin 26-årige søn, der ligeledes deltog i overfaldet, der stammer fra april 2011. Det skriver DAGBLADET Køge.

Mens Vanilla-sagen kørte i højeste gear, blev Torben Ohlsen Jensen og sønnen stoppet i et rutinecheck af politiet. Bandidos-rockeren var voldsomt utilfreds med at blive stoppet, og han skubbede en betjent om kuld. Derefter steg sønnen ud og sparkede samme betjent i baghovedet. I retten nægtede begge de anklagede sig skyldige, da de mente, at politiet var den aggressive part.

Den opfattelse delte retten dog ikke, og de blev begge kendt skyldig i vold mod tjenestemand. Dommen får dog ikke umiddelbart nogen konsekvenser for de to herre. Den 27-årig søn blev i dømt 30 dages betinget fængsel, mens Suzuki-Torben slap uden én tillægsdom. Det skyldes en juridisk spidsfindighed, forklarer anklager Susanne Bluhm.

- Den tiltalte blev i november sidste år dømt i landsretten for trusler mod en ekskæreste. Da denne sag, lå kronologisk før dommen i landsretten, skulle byretten tage stilling til, om den tiltalte ville have fået en hårdere straf, såfremt denne dom var blevet medregnet. Det mente retten ikke var tilfældet, forklarer hun.

Truslerne mod ekskæresten kostede Suzuki-Torben seks måneders ubetinget fængsel, der endnu ikke er afsonet. Det var netop en konflikt over forældremyndighed med eks-kæresten, der fik Suzuki-Torben til at søge hjælp fra Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass-Larsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...