Roskilde: I Svogerslev lidt uden for Roskilde ryster 51-årige Marianne Palm på hovedet over det forløb, hun netop har været igennem. I marts sidste år var hun ude for en alvorlig ulykke og måtte efterfølgende have sit ben amputeret. Trods den store omvæltning i hendes liv, ville hun gerne hurtigt i gang med at arbejde igen, men da hun nogle måneder efter ulykken søgte støtte til en bil, så hun kunne komme til og fra arbejde, fik hun afslag, skriver DAGBLADET Roskilde.
Årsagen var, at hendes genoptræning endnu ikke var slut, og at hendes tilstand derfor ikke var stationær. Næsten et år senere blev hun vurderet stationær, men hendes firma ville forlængst være lukket, hvis ikke hun selv havde taget initiativ til en løsning. Som selvstændig har hun altid været vant til at arbejde meget, og det at komme i gang igen var et skridt på vejen til hurtigere at komme sig oven på ulykken, så derfor investerede hun i en helt ny bil.
Da hun efterfølgende søgte støtte til at indrette den, så den levede op til lovens krav, fik hun imidlertid også afslag her. Bilen var nemlig indkøbt i firmaets navn og ikke privat, og så kan kommunen ikke yde støtte til at indrette den.
Nu sidder Marianne Palm tilbage men en følelse af at være blevet mangelfuldt vejledt, og hun er frustreret over, at det trods politikernes målsætning om at få folk hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet kun er lykkedes ved hjælp af hendes egne initiativer.
Læs mere om Marianne Palms sag i DAGBLADET Roskilde lørdag.
