På toppen af Åsen knejser Sjølundstårnet, der i klart vejr lokker med udsigt til både Farø broerne og Karrebæksminde.
Det er byens absolutte udsigtspunkt og når mørket sænkede sig blev tårnet lyst op til glæde for en stor del af byen, der kunne nyde synet af det 26 meter høje vandtårn, der blev tegnet af J. Tidemand-Dal og opført i 1938.
Men 1. november sidste år slukkede kommunen for lyset. Nu var der pludselig mørkt på toppen af Åsen som et synligt bevis på, at landet var i knæ og energipriserne var gået helt amok.
Mange henvendelser
Siden da er energipriserne fladet ud og er nået et niveau, der er til at betale. Det har fået Center for Ejendomme, der står for driften af de kommunale bygninger til at genoverveje beslutningen. Og nu sker der noget. Der kommer atter lys på det gamle vandtårn, forsikrer centerchef Morten Reuber Nielsen.
- Vi har fået rigtig mange henvendelser fra byens borgere om, at de gerne så at der igen kom lys på tårnet. Det har vi fundet både rigtigt og forsvarligt, så nu sker det, siger Morten Reuber Nielsen.
Sjølundstårnet bliver lyst op af tre LED-projektører og koster ikke alverden i strøm. Derfor kommer der atter lys over land fra toppen af byen på den del af åsen, der bærer navnet Vandtårnsbakken og som blev fredet i 2019 på anmodning af Danmarks Naturfredningsforening og Næstved Kommune.