Trafikselskabet Movias måde at tælle zoner på er smart: Når man bruger det elektroniske rejsekort, tæller kortet en ekstra zone med. Det skriver dagbladet Nordvestnyt.
Det er Ole Lambæk fra Svinninge, som har konstateret, at rejsekortet vil have penge for en zone mere, end hvis man køber pendlerkort.
Ole Lambæks datter står på bussen (linje 520 mellem Holbæk og Kalundborg) på Landevejen ved Svinninge mellem to stoppesteder og samtidig mellem to takstzoner.
Når hun bruger sit elektroniske rejsekort, betaler hun også for den zone, bussen har forladt. Når hun vender hjem, bliver den zone, bussen er på vej ind i, også talt med.
Turen går til Højbo Friskole ved Højsted og løber ifølge rejsekortet op i tre zoner pr. tur.
- Men hvis vi købte et pendlerkort, skulle vi kun købe kort til to zoner, og da vi havde de gamle klippekort, var to zoner også nok. Det virker en smule smart, at man med indførelsen af rejsekortet har lagt en ekstra zone på, mener Ole Lambæk.
Movia erkender, at der er en »problemstilling«. Og der er en løsning på vej, som "kan tages i brug i foråret 2013«, skriver centerchef Anders Due fra trafikselskabets markedscenter i en mail til Nordvestnyt.
