Kæmpe vindmølle syd for Sundbylille

Flere beboere fra Sundbylille appellereer til, at de bliver inddraget i planlægningen omkring byen, så den ikke ender i afvikling frem for udvikling.

Flere beboere fra Sundbylille appellereer til, at de bliver inddraget i planlægningen omkring byen, så den ikke ender i afvikling frem for udvikling.

Foto: Arkiv

Debat

Af Maria Mogensen, Jens Nørskov, Jesper og Trine Stjernholm Skjoldager, Lisbet Thorsen, John Jørgensen, Line Selch Hoset, Per Lundgaard Christensen, Kresten Ringlebjerg og Marianne Seistrup. Alle er bosiddende i Sundbylille.

Foss ansøger om dispensation til placering af kæmpe vindmølle syd for Sundbylille. Administrationen finder placering egnet og anbefaler Plan og teknikudvalget at løfte sagen op i økonomiudvalg og byråd for at igangsætte kommuneplantillæg og lokalplan. Borgerinddragelse kommer i anden række.

Byrådet i Frederikssund drøfter bosætning og udvikling af kommunens landsbyer. De siger det er vigtigt. 6.000 af kommunens 45.000 borgere bor i landsbyerne. Vi kan jo spørge dem om de mener Sundbylille indgår i de planer, for der er for meget, der peger på andet, i de planer og div. undersøgelser der iværksættes i landskabet omkring byen.

En råstofplan, som har givet byen en grusgrav. Grusgrav nr. 2 er ikke rentabel, så nu drøftes et vandresourceanlæg for FEM kommuner. Lad os kalde det, hvad det er, et rensningsanlæg. Solcellepark hos Topsil. Kæmpe fabrik i Foss. Undersøgelse om mulig placering af et DSB værksted mellem Topsil og Foss. Og nu denne dispensationsansøgning fra Foss til en kæmpevindmølle.

Hvis ikke det føles som et “totalangreb” på bosætning og udvikling af Sundbylille, så ved vi ikke. Som nogle af byrødderne sagde den 29. Maj på byrådsmødet under debatten om lukning af Oppe-Sundbyvej, så kunne man godt forstå at borgerne derude føler sig efterladt.

Det er som om, at holdningen er, at der er rigeligt plads omkring Sundbylille til at løse udviklingen af Vinge nord med projekter man ikke kan finde borgeropbakning til andre steder. Og hvis det fordrer dispensationer, så synes de at sidde løst i forvaltning og politisk.

Vi kan ikke mobilisere 1.000 vis af stemmer, som Frederikssund syd kunne med DSBs værksted. Men vi kan stå sammen og gøre opmærksom på Sundbylillle, selvom den blot er en lille landsby i kommunen. En landsby som i værste fald kan ende med at danne præcedens for, hvordan man kan tromle de små lokalsamfund, hvis det tjener andre politiske og økonomiske interesser end det landskab og de lokalsamfund, som planlovgivning og kommuneplan skal beskytte.

Flere af os er som udgangspunkt på ingen måde imod udviklingen og tingene skal jo placeres et sted, men at påstå, at beslutning om en kæmpevindmølle har kaldt på borgerinddragelse er decideret groft. Og vi beder blot om at spillereglerne er fair og at Sundbylille rent faktisk VIRKELIG inddrages i planlægningen omkring byen og, at borgerne ikke gang på gang snigløbes, så landsbyen ikke ender i afvikling frem for udvikling.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...