15 skilte på udvalgte ejendomme og pladser i bymidten skal udbrede kendskabet til Hillerøds historie, og nu inviterer initiativtagerne til indvielsen af de nye skilte, som skal hænge på blandt andet Pontoppidans hus i Møllestræde, Slotskroen og Latinskolen på Søndre Jernbanevej.
Projektet begyndte tilbage i 2018 som et led i at styrke kendskabet til Hillerøds historie.
- Frederiksborg Slot er fyrtårnet, men Hillerød indeholder mange flere historier, som vidner om en by med store personligheder og spændende begivenheder. De historier ville vi i Hillerød ByForum gerne have bragt mere frem i lyset til glæde for både borgerne og turisterne, siger Carsten Larsen, som er formand for Hillerød ByForum, i en pressemeddelelse.
Væsentlige snit
Teksterne til de 15 historiske skilte er udarbejdet af museumsinspektør Kristoffer Schmidt fra Museum Nordsjælland i samarbejde med Asger Berg, formand for Lokalhistorisk Forening. Museum Nordsjælland har også stået for oversættelsen til engelsk.
- De 15 skilte repræsenterer tilsammen nogle væsentlige snit gennem Hillerøds brogede historie helt fra 1500-tallet frem til i dag. Skiltene fortæller ikke bare om bygningerne, men også om de mennesker, der virkede her og om vigtige begivenheder i byens historie. Det er skønt, at denne historieformidling kommer ud i selve byrummet. Det er med til at give byens bygninger og pladser dybde og identitet, siger Ole Lass Jensen, direktør for Museum Nordsjælland, i pressemeddelelsen.
Også borgmester Kirsten Jensen er meget begejstret for skiltene.
- Skiltene er med til at fortælle en historie til vores egne borgere. Det er ikke alene skilte til turister og andre gæster; det er vores historie, som mange af vi borgere måske ikke selv kender, og det er en skøn idé, at vi kan gå rundt i vores egen by og blive klogere, siger hun.
Til kulturnatten
Skiltene bliver indviet på Hillerøds kulturnat fredag den 8. september kl. 17 på Torvet af direktør for C4/Hillerød ByForum, Erik Helmer Pedersen, borgmester Kirsten Jensen, direktør for Museum Nordsjælland Ole Lass Jensen og formand for Lokalhistorisk Forening Asger Berg. Her er alle velkomne til at deltage.
Mdt
Hillerød ByForum står bag projektet, der er udført i samarbejde med Museum Nordsjælland, Lokalhistorisk Forening, Hillerød Kommune og de berørte ejendomsejere. Skiltene er sponsoreret af Industri- og Haandværkerforeningen og ejerne af de medvirkende ejendomme.


1. Slotskroen, Slotsgade 67 (fritstående skilt)
2. Annaborg, Frederiksværksgade 2 (på facaden)
3. Posen (fritstående skilt)
4. Kornmagasinet, Møllestræde 5 (på facaden)
5. Håndværkets og industriens hus, Møllestræde 9 (på facaden)
6. Pontoppidans hus, Møllestræde 11 (på facaden)
7. Støberihallen, Nordstensvej 1 (på facaden)
8. Bankbygningen, Torvet 8 (på facaden)
9. Frederik VII-statuen på Torvet (på facaden)
10. Det gamle rådhus, Torvet 2 (på facaden)
11. Præstegården, Kannikegade 2 (på facaden)
12. Latinskolen, Søndre Jernbanevej 4 (på facaden)
13. Hillerød Kirke, Østergade 12 (fritstående skilt)
14. Hillerød Kirkegård (fritstående skilt)
15. Hillerød Station, Ndr. Jernbanevej 37 (på facaden)
På Hillerød Posten og Frederiksborg Amts Avis bestræber vi os altid på at lave historier, der betyder noget for dig. Så har du en ide til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionen på hillerod@sn.dk eller ring til os på telefonnummer 8888 4303.
Du kan også kontakte vores journalister direkte på nedenstående mailadresser:
Martin Warming, redaktør, martin.warming@sn.dk
Janne Mulvad, journalist, janne.mulvad@sn.dk
Mette Dolmer Thygesen, journalist, mette.thygesen@sn.dk
Johanne Wainø Topsøe-Jensen, journalist, johanne.wainoe@sn.dk
Per Skovkjær Sand, journalist, per.sand@sn.dk
Josefine Munch-Petersen, journalist, josefine.petersen@sn.dk