HASHFUND En 20-årig mand fra Kokkedal blev lørdag den 9. september kl. 20.41 sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. En patrulje fra Nordsjællands Politi stoppede ham i en bil i Kokkedal Industripark og fandt ham i besiddelse af lidt over to gram hash, der lå i bilens ene dørlomme.
VOLD En 18-årig mand er natten til lørdag den 9. september kl. 00.16 blevet behandlet på skadestuen i Hillerød efter et mystisk overfald ved Rungsted Gymnasium på Stadion Allé i Hørsholm. Der var gymnasiefest men udenfor mødte den 18-årige en person, der havde skjult sit ansigt bag en hvid maskering. Personen, der også havde en sort Moncler jakke og sorte bukser på, slog den 18-årige flere gange med et jernrør.
BRANDUDRYKNING Tidligt fredag morgen deb 8. september rykkede både politi og brandvæsen ud til en anmeldelse om brand ved Mercedes-Benz på Ådalsvej i Hørsholm. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var tale om en større brand, men derimod en ukrudtsbrænder, der udviklede røg. Da politiet kom ud på adressen, var der ingen synlige flammer, men ukrudtsbrænderen havde dog antændt noget yderbeklædning på bygningen, der fik fået nogle mindre skader på træbeklædningen.
FÆRDSELSUHELD En 20-årig motorcyklist kom lettere til skade og bragt til hospitalet, da han torsdag den 7. september blev ramt af en bil i krydset Rungstedvej og Rungsted Strandvej. I bilen sad en 83-årig mand fra Hørsholm. Nordsjællands Politi blev alarmeret kl. 17.37, og sendte både patrulje og ambulance til stedet. Uheldet skete, da den 83-årige bilist overså motorcyklen og foretog et venstresving ind foran den unge motorcyklist, der kørte ad strandvejen og var på vej gennem vejkrydset. Ingen af parterne kunne nå at undvige et sammenstød.
JOINTFUND En 24-årig mand fra Hørsholm blev torsdag den 7. september kl. 18.37 sigtet for besiddelse af en joint, da en patrulje traf ham på Egedalsvænge i Kokkedal.
Kilde: Nordsjællands Politi