“Hvorfor varetager byrådet ikke kommunens interesser for den fremtidige byudvikling og de eksisterende følsomme boligområders interesser i forbindelse med udpegning af placering til omformerstation?”
Sådan indledes et åbent brev adresseret til byrådet i Høje-Taastrup. Afsenderen er den overordnede grundejerforening Kragehave Vest og dennes formand Bo Hatting, og brevet er skrevet i forbindelse med den supplerende høring, som Miljøstyrelsen lavede i juni.
Årsagen til brevet er, at grundejerforeningens medlemmer ikke mener, at de er blevet inddraget og hørt tidligt nok i processen med at finde en placering til den kommende transformerstation, som det statsejede Energinet har fået til opgave at bygge på Sjælland.
“Vi er ikke blevet hørt i den første høring, som Miljøstyrelsen foretog, og vi er heller ikke blevet oplyst om borgermøder i efteråret 2022,” skriver grundejerforeningen i det åbne brev.
Det er især støjgener fra transformerstationen, som grundejerforeningen frygter, fremgår det af brevet.
Har hele tiden haft kig på blandt andet område A
Energinet udså sig et bruttoområde i Høje-Taastrup tæt på Solhøj med flere mulige konkrete placeringer, og der blev holdt to offentlige borgermøder i Høje-Taastrup i efteråret, inden den første høringsproces blev sat i gang.
I juni 2023 har Energinet meldt ud, at placeringen vil blive inden for det såkaldte område A, der ligger sydvest for Kraghave.
- Vi har hele tiden kigget på placeringen tæt på Ring 5, industriområdet og jernbanen. Den ligger optimalt i forhold til de eksisterende luftledninger, som vi skal koble os på, og samtidig vil den genere relativt få lodsejere og naboer, lød det i juni fra Tove Krogh Stockmarr, der er projektleder for plan og miljø i Energinet.
Ikke tilfredse med beslutning fra november
I grundejerforeningens brev står der, at man ikke er tilfreds med den beslutning, som byrådet traf 16. november 2022, da kommunens anbefaling af transformerstationens placering var på dagsordenen.
“Vi sidder med en oplevelse af, at Byrådet i deres hidtidige beslutning i efteråret 2022 alene har varetaget interesser for en lille gruppe borgere i Reerslev og omegn på bekostning af en meget stor gruppe borgere i de allerede eksisterende boligområder i byzonen henholdsvis Hedehusene og Kragehave Vest,” står der i brevet, hvor der også bliver spurgt til, hvorfor byrådet ændrede mening i november.
På mødet ændrede byrådet sin hidtidige anbefaling fra område B til område A, fordi der i mellemtiden var kommet nye oplysninger fra Energinet om, at transformerstationen godt kan placeres i transportkorridoren til Ring 5 i område A, hvilket ikke fremgik tidligere.
Det blev blandt andet italesat på et borgermøde på Høje-Taastrup Gymnasium den 7. november 2022.
“Denne opfordring til Energinet er sket hen over hovedet på os, da vi ikke på noget tidspunkt har været inddraget eller haft mulighed for at reagere,” lyder det i brevet til byrådets medlemmer, hvor grundejerforeningens formand henviser til kommunens og Energinets indledende argumenter om at se bort fra område A, fordi området er udvalgt som byudviklingsområde i statens fingerplan.
Bo Hatting har i sommerferien modtaget et svar på det åbne brev fra borgmester Michael Ziegler (K).
På vegne af grundejerforeningen har Bo Hatting også skrevet et høringssvar til Miljøstyrelsen i forbindelse med den supplerende høring, som sluttede den 25. juni.
I starten af 2024 vil der være en anden del af offentlighedsfasen, hvor en miljøkonsekvensrapport bliver fremlagt, og et udkast til en miljøtilladelse sendes i høring. I midten af 2024 forventer Energinet, at Miljøstyrelsen udsteder en miljøtilladelse til at bygge.
- Det er Folketinget, som har besluttet, at etablere to energiøer i Danmark. Som led i denne proces skal der etableres en transformerstation på Sjælland.
- Det statsejede Energinet har fået opgaven og efter nærmere undersøgelser af flere områder på Sjælland, har Energinet besluttet sig for området omkring Solhøj som det bedst egnede.
- Transformatorstationen som skal medvirke til grøn energi i Danmark og koble strømmen fra vindenergi ved Bornholm til det eksisterende 400 kV transmissionsnetværk samt omforme jævnstrøm til vekselstrøm og omvendt.
Har du en god idé til en artikel om Høje-Taastrup, er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.jansen@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk

Energinet udså sig i første omgang et bruttoområde ved Solhøj på grænsen mellem Høje-Taastrup og Ishøj kommuner med delområderne A, B og C.
Mellem bydelen Nærheden og transportcentret i Høje-Taastrup, syd for jernbanen.
Øst for Reerslev landsby nord og syd for Thorsbrovej, en vej, der forbinder Reerslev med landsbyerne Solhøj og Torslunde.
Et mindre område umiddelbart syd for Torslundevej og landsbyen Solhøj.
Allerede i efteråret 2022 oplyste Energinet, at område C ikke var i spil alligevel, fordi det var for lille.
Dertil har både det lokale landsbylaug i Reerslev og kommunen budt ind med to yderligere delområder nord for Roskildevej i samme nærområde. Men de er fravalgt igen pga. hhv andre planer med det ene delområde og for lidt plads i det andet.
I juni 2023 meddelte Energinet officielt i forbindelse igangsættelsen af en supplerende høringsperiode, at man regner med område A til transformerstationen.
Klik dig ind her på og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.